Foto af Rune Evensen
Nyhed

DM i Skills-vinder: Jeg gør aldrig noget halvt

Mette Cæcilia Markmann-Eriksen vandt i år DM i Skills som konditor. Hun er bidt af en gal konkurrence-haj, så da hun i 2018 fik en femteplads, vidste hun, at hun måtte stille op igen, så hun kunne vinde. Heldigvis for Mette har hun en læreplads, hvor indehaveren stoler på hende og giver hende ansvar.

 - Jeg gør aldrig noget halvt.

Så kort kan det siges, når Mette Cæcilia Markmann-Eriksen beskriver sin deltagelse i DM i Skills som konditor. Hun løb af med sejren, og heldigvis for Det Danske Bagerlandshold har Mette tænkt sig at videreuddanne sig til bager, når hun er færdig som konditor i februar 2021. Coachen fra bagerlandsholdet kom nemlig over til Mette under konkurrencen.

 - Han sagde, at han var nødt til at have mig med på bagerlandsholdet. Så det har jeg selvfølgelig tænkt mig at gå efter.

Havde mange fordomme om erhvervsuddannelser 

For Mette har det ikke altid ligget i kortene, at hun skulle gå den kreative vej via en erhvervsuddannelse.

Hun havde med sine egne ord "mega mange fordomme om dem, der vælger en erhvervsuddannelse," og med et snit på 11,6 fra 10. klasse, kunne Mette vælge og vrage.

 - Jeg har altid tænkt, at dem der tog en erhvervsuddannelse var nogen, der ikke var dygtige i skolen og som ikke vidste, hvad de ville. Men som statsministeren sagde til Skills: "Der findes ikke dygtige hænder uden et dygtigt hoved". Og det er rigtigt. Man skal kunne bruge sit hoved for at kunne bruge sine hænder, siger Mette.

Flyttede langt væk for den rigtige læreplads 

Og da Mette først havde overgivet sig til erhvervsuddannelsen som konditor tog drømmene fart, og ambitionerne har hun ikke sænket en eneste gang.

Hun er fra Nordsjælland, men som 18-årig flyttede hun til Holsted, fordi hun her fandt den helt rigtige læreplads hos Kageriget, hvor indehaver og konditormester Anita Salli Nielsen tog hende i lære.

 - Det var vigtigt for mig at vide, hvordan Anita så på konkurrencer, fordi det betyder noget for mig. Jeg har også brug for et sted, hvor man må tænke kreativt, siger Mette.

Vigtigt at forventningsafstemme før lærlinge tages ind

For Anita Salli Nielsen er det vigtigt at forventningsafstemme, hver gang hun tager lærlinge ind. Hun lovede derfor Mette, at hun ville bakke op om hendes deltagelse i konkurrencer, at hun måtte bruge løs af alle de basis-varer hun ville, og at hun bruge lokalerne til at øve i, når hun havde fri. Men så frie tøjler kommer også med et ansvar.

 - Jeg vil rigtig gerne støtte op, men selvfølgelig skal jeg kunne stole på, at Mette laver det arbejde, hun skal, når hun er på arbejde - og det har jeg heldigvis kunnet, siger hun.

Og Anita har da også stået klar med endnu mere end varer og fri afbenyttelse af lokaler. Hun har smagt til, er kommet med gode råd og har hjulpet med inspiration.

 - I nogle tilfælde vil dommerne på Skills have noget meget andet end Hr. og Fru. Danmark, men derfor er det alligevel vigtigt, at Mette bliver mødt med åbenhed, når hun får en idé til noget nyt. Måske tænker jeg, at det ikke vil gå, men hun skal have lov at prøve, for der skal være plads til kreativitet, og det forsøger jeg at give, siger hun.