Boligpriserne stiger, vejret bliver vildere, og skader på huset kan hurtigt blive dyre. Derfor vælger flere boligejere i dag at sikre deres bolig bedre, lyder det fra Alka.
En husforsikring er ikke lovpligtig, men den kan være afgørende, hvis uheldet rammer. Brand, storm, skybrud eller rørskader kan ende med store regninger. Hos Alka oplever man især, at flere vælger en udvidet dækning.
– Uden en ordentlig husforsikring kan én enkelt skade få store økonomiske konsekvenser. Det er den risiko, flere boligejere i dag aktivt vælger at tage højde for, siger Camilla Dahl Hansen, der er kommerciel direktør i Alka.
HUSK, at som medlem af Fødevareforbundet NNF kan du spare 10 % på dine forsikringer hos Alka
Hvor en klassisk husforsikring dækker skader som brand, storm, indbrud og rørskader, vælger flere nu at udvide dækningen til også at omfatte de mindre oplagte – men ofte dyre – hændelser.
Den udvidede dækning kan blandt andet dække skader, hvor vand trænger ind udefra, synlige rør, der lækker, eller hvor der opstår kosmetiske forskelle på fliser og klinker efter en dækket skade.
Hvis det er længe siden, du har set din husforsikring efter i sømmene, kan det være en god idé at få den gennemgået nu – inden næste skybrud.