Nyhed

44 millioner kroner på vej: Du kan have penge til gode efter en arbejdsskade

Der er erstatninger for i alt 44 millioner kroner på vej til personer, der har fået et erhvervsevnetab på 5-15 procent efter en arbejdsskade. Mindst 511 medlemmer kan have ret til erstatning - sådan får du tjekket, om du er en af dem.

44 millioner kroner i erstatning.

Det er der på vej til 97 personer med et erhvervsevnetab på 5-15 procent efter en arbejdsskade.

De har nemlig fået en ny afgørelse i deres sag hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), og kan nu se frem til en økonomisk gevinst, de ellers ikke ville have fået. Det viser tal fra AES.

De nye afgørelser kommer efter, at Højesteret i april afgjorde, at medarbejdere med et erhvervsevnetab på 5-15 procent efter en arbejdsskade, har mulighed for at få erstatning.

Tidligere skulle tabet være på mindst 15 procent.

Mindst 511 medlemmer også har mulighed for at få en ny afgørelse i deres sag og en eventuel erstatning.
- Per Hansen, forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF

– Det er positivt, at næsten to ud af tre får en ny afgørelse og erstatning i de sager, der indtil nu er afgjort. Det er penge, som de mennesker ellers ikke ville have fået, men som nu kommer til at gøre en stor forskel i deres liv, siger forbundssekretær Per Hansen og fortsætter:

– Vi ved, at mindst 511 medlemmer af Fødevareforbundet NNF også har mulighed for at få en ny afgørelse og en eventuel erstatning. Derfor opfordrer vi alle medlemmer med et erhvervsevnetab på 5-15 procent til at søge om at få genoptaget deres sag på borger.dk. Er man i tvivl, er vi selvfølgelig klar til at hjælpe.

Du kan have penge til gode

Har du et erhvervsevnetab på 5-15 procent efter en arbejdsskade, kan du også have penge til gode, selv om du har fået afslag.

Sådan tjekker du, om du har ret til erstatning:

•    Klik ind på borger.dk 
•    Log ind med dit NemId
•    Svar på spørgsmålene i skemaet og afslut ved at trykke ”Send skemaet”
•    Når du har sendt skemaet, bliver din sag gennemgået
•    Du får besked, om din sag kan genoptages, og din mulighed for at få erstatning

Er du i tvivl, eller har du spørgsmål, så kan du ringe på tlf. 3818 7272 og få hjælp og vejledning. 

Grænse for erstatning flyttes fra 15 til 5 procent

Højesteretsdommen fra april 2026 var en del af afgørelsen i en sag om tab af erhvervsevne fra 2000. Her fik en kvinde en hjernerystelse, mens hun var på arbejde og var siden plaget af kraftig hovedpine, nakkesmerter og koncentrationsbesvær.

Ulykken blev anerkendt som en arbejdsskade, men fordi kvindens erhvervsevnetab var under grænsen på 15 procent, mente Ankestyrelsen ikke, at hun havde ret til erstatning. 

Den vurdering var kvindens fagforening HK uenig i, og i april 2026 afgjorde Højesteret, at Ankestyrelsen skal se på kvindes sag igen.

Dommen betyder, at andre med tabt erhvervsevne under grænsen på 15 procent, kan nu kan få en ny vurdering af deres sag.