Nyhed

Ny dom om arbejdsskader: Du kan have penge til gode

Højesteret åbner nu for, at flere personer kan få erstatning efter en arbejdsskade. Det betyder, at en del medlemmer af Fødevareforbundet NNF kan have penge til gode – se her om det gælder for dig.

Har du fået anerkendt en arbejdsskade med et erhvervsevnetab på 5-15 procent? Så kan du have penge til gode.

En ny dom fra Højesteret fastslår nemlig, at der er mulighed for erstatning ved et tab af erhvervsevne på helt ned til fem procent. Tidligere var grænsen på 15 procent.

Vi har en del medlemmer, der kan komme i betragtning til en ny afgørelse og muligvis erstatning.
- Per Hansen, forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF

Det er gode nyheder for medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der har fået en arbejdsskade med et erhvervsevnetab. De kan nemlig se frem til at få deres sag genoptaget, siger forbundssekretær Per Hansen:

– Vi har en del medlemmer, der kan komme i betragtning til en ny afgørelse og muligvis erstatning, hvis dommen bliver gældende for alle arbejdsskadesager med et erhvervsevnetab på 5-15 procent.

Fik hjernerystelse på arbejde

Dommen var en del af afgørelsen i en sag om tab af erhvervsevne fra 2000.

En kommunalt ansat kvinde var ved at læsse varer ind i en bil, da hun fik bagsmækken i hovedet og pådrog sig en hjernerystelse. Hun var siden plaget af kraftig hovedpine, nakkesmerter og koncentrationsbesvær.

Ulykken blev anerkendt som en arbejdsskade, men fordi kvindens erhvervsevnetab var under 15 procent, mente Ankestyrelsen ikke, at hun havde ret til erstatning.

Den vurdering var fagforeningen HK uenig i, og parterne har siden lagt arm i både byretten og landsretten om kvindens ret til erstatning efter ulykken.

Nu har Højesteret afgjort, at Ankestyrelsen skal se på kvindes sag igen.

Dommen fastslår samtidig, at der er mulighed for erstatning for tab af erhvervsevne på 5-15 procent, og det kan få betydning for andre med tabt erhvervsevne.

Alle sager, der er blevet afvist under grænsen på 15 procent, kan nemlig nu få en ny vurdering af deres sag.

Du skal ikke selv gøre noget for at få vurderet din sag igen. Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som vurderer, hvilke sager der er relevante at genoptage og kontakter de involverede.