Nyhed

Arla lukker arbejdsplads i Vejle: Så mange mister jobbet

Nedtællingen til lukningen har varet i næsten et år. Nu nærmer den sidste dag på Arla Vejle Eksportterminal sig – og arbejdet med at hjælpe kollegerne videre er i fuld gang.
Foto: Fødevareforbundet NNF var forbi Arla Vejle Eksportterminal den 11. august.
Foto: Fødevareforbundet NNF var forbi Arla Vejle Eksportterminal den 11. august.

Om få uger skal kolleger, der har delt hverdagen i årevis, gå hver til sit.

For Arla Vejle Eksportterminal lukker ved udgangen af måneden.

Den besked fik 51 medarbejdere tilbage i september 2025.

– Det var selvfølgelig en hård besked at få. Men det slog ikke luften ud af os. Mine kolleger har været positive, holdt sammen og knoklet videre, siger Niels Hermansen, tillidsrepræsentant på Arla Vejle Eksportterminal.

Men hvad gør man, når ens arbejdsplads snart forsvinder?

Vigtige aftaler før lukningen

Kollegerne på Arla Vejle Eksportterminal har haft mulighed for at tage kurser og uddannelsesforløb, der kan hjælpe dem videre efter lukningen – en mulighed, som mange har benyttet sig af. Omkring en fjerdedel af de berørte kolleger har fundet nyt arbejde.

– Vi kan ikke ændre på, at arbejdspladsen lukker. Så det har handlet om at gøre alt, hvad vi kan, for at folk står bedst muligt efter lukningen, fortæller Niels.

Jeg kommer til at savne sammenholdet. Det har været helt særligt at være på en arbejdsplads, hvor alle snakker med alle.
- Niels Hermansen, tillidsrepræsentant

Samtidig har Fødevareforbundet NNF blandt andet været med til at forhandle en fastholdelsesaftale på plads til medlemmerne.

– Det har været en vigtig anerkendelse for mine kolleger og et konkret bevis på, at deres indsats helt frem til lukningen bliver værdsat, siger Niels. 

Lige rundt om hjørnet venter det svære farvel for Niels og kollegerne:

– Jeg kommer til at savne sammenholdet. Vi har sgu haft det godt sammen, og det har været helt særligt at være på en arbejdsplads, hvor alle snakker med alle.

Et sidste besøg

Den 11. august rullede foodtrucken ind på Arla Vejle Eksportterminal, da Fødevareforbundet NNF Østjylland kom forbi for at sige tak for samarbejdet.

– Det er altid vemodigt, når en arbejdsplads lukker. Det er både et job og et fællesskab, man vinker farvel til, siger Flemming Hansen, afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Østjylland, og fortsætter:

– Men medlemmerne ser positivt på fremtiden, og det varmer. Nu skal vi gøre vores allerbedste for, at alle kommer godt videre.

Se billeder fra dagen herunder.