Det talte ord gælder
I dag fejrer vi en fælles sejr. En sejr til gavn for dem med de længste og hårdeste arbejdsliv.
Arne, din historie kender vi alle. Men historien om et arbejdsliv, der startede tidligt, og som har budt på tusindvis af arbejdsdage med tunge løft og hårdt arbejde, deler du med Andreas fra Sønderborg, Lars fra Horsens, Anette fra Stege og hundredvis af andre fødevarearbejdere.
Andreas fik 48 år på arbejdsmarkedet – de sidste 42 år som slagteriarbejder. Han var glad for sit arbejde, men det sled også på ham. Derfor var han en af de første medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der søgte om ret til tidlig pension, da det blev muligt i august 2021.
For to år siden trak han sig med værdighed tilbage - takket være Arne-pensionen.
Arne-pensionen viser hvad fagbevægelsen og Socialdemokratiet kan opnå sammen.
Det var ikke let. Andre vigtige dagsordner optog sindene: Et udhulet dagpengesystem. Mangel på arbejdskraft. En presset dansk model. Men vi holdt fast i vores kamp for at sikre alle en værdig tilbagetrækning.
Og i takt med, at pensionsalderen blev sat op, og efterlønsordningen udvandet, var der heldigvis flere og flere, der kunne se, at maskerne i pensionsnettet var blevet for store. Stramningerne ramte de forkerte.
Vores medlemmer hørte til den gruppe, der blev hårdest ramt, da efterlønnen blev nedbarberet.
Industriarbejdere, som havde knoklet, siden skoleporten gik i bag dem. Som ikke brugte efterlønsårene på golf-ferier eller keramikkurser. Men som brugte dem på at hvile den krop, som havde knoklet i over 40 år. Dem gik vi til kamp for.
Jeg vil aldrig glemme den dag i august 2020, hvor du, Mette, præsenterede aftalen om ret til tidlig pension på Danish Crowns slagteri i Horsens. Arne-pensionen var en realitet. Og det er den største forbedring af pensionssystemet siden efterlønnen.
I dag vil jeg gerne gentage, hvad jeg tidligere har sagt: Mette - tak fordi du tog den her sag op. Tak fordi du gik til kamp for de lønmodtagere med de længste og hårdeste arbejdsliv.
Arne-pensionen viser hvad fagbevægelsen og Socialdemokratiet kan opnå sammen. Det samarbejde har vi brug for nu igen. Til september får 1.200 slagteriarbejdere fra slagteriet i Ringsted nemlig stukket en fyreseddel i hånden. Dem har vi et fælles ansvar for at få godt videre til deres næste job.
På denne Arbejdernes Internationale Kampdag, vil jeg blot minde om, at vi er en KAMP-organisation. Det vil vi ikke tøve med at vise, hvis nogen spekulerer i at forringe vilkårene for dem med de længste og hårdeste arbejdsliv.
I dag fejrer vi, at Arne og Andreas og mange andre har fået ret til en værdig tilbagetrækning. Men ordningen lever et udsat liv på kanten af det politiske flertal. Ufatteligt nok, er der partier, som synes, at det er dybt bekymrende, at et arbejdsliv kan afsluttes efter ”kun” 47 år med hårdt slid.
Men i Fødevareforbundet NNF står vi sammen ”Alliancen for en værdig tilbagetrækning” vagt om Arne-pensionen. Vi er klar til at forsvare den med næb og klør.
Og på denne Arbejdernes Internationale Kampdag, vil jeg blot minde om, at vi er en KAMP-organisation. Det vil vi ikke tøve med at vise, hvis nogen spekulerer i at forringe vilkårene for dem med de længste og hårdeste arbejdsliv.
Tak for ordet.
Talen er afholdt 1. maj 2024 i Haderslev