Foto af Arkiv, Søren Zeuth
Nyhed

Mindeord: Ove Christiansen var en ægte NNF’er

Tidligere vicekasserer Ove Christiansen er død, 85 år gammel. Forbundsformand Ole Wehlast skriver mindeord om en god ven og vellidt kollega
Ove Christiansen, vicekasserer. Portrættet er taget i forbindelse med hans 50-års fødselsdag i 1991
Ove Christiansen, vicekasserer. Portrættet er taget i forbindelse med hans 50-års fødselsdag i 1991

Med Ove Christiansens død tager vi afsked med en ægte NNF’er.

Ove blev udlært slagter, men det blev fagforeningsarbejdet, der kom til at fylde mest i hans arbejdsliv. Allerede som 26-årig tog han imod sit første tillidsvalg, da han blev tillidsrepræsentant for sine kolleger hos Vigo Charcuteri (dengang Viggo Østergaard) i Aarhus. Det blev begyndelsen på et langt liv i fagbevægelsens tjeneste.

I 1972 blev Ove kasserer for slagteriarbejderne i Aarhus, og da Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet blev stiftet i 1980, blev Ove valgt som a-kassesekretær, og han og familien flyttede til København. På forbundets kongres i 1988 blev han valgt som vicekasserer, og den post beholdt til han frem til sin pension.

Ove var afdelingernes mand. Han havde det daglige ansvar for samarbejdet mellem de mange lokalafdelingers a-kasser og forbundet. Det var et ansvar, han bar med både alvor, ordentlighed og loyalitet.

I Oves tid gennemgik a-kasseverdenen en mindre revolution. Digitaliseringen gjorde sit indtog, og Ove blev udpeget som politisk ansvarlig for “NNF’s EDB”, som det hed dengang. Det var ikke altid en let opgave. Ove kaldte selv posten for “øretævernes holdeplads”. Men han blev stående og tog ansvar, og sørgede for, at opgaverne blev løst – også når de var vanskelige.

Ove nåede at fejre både sin 40-, 50- og 60-års fødselsdag i NNF, inden han trådte tilbage efter mange års tro tjeneste. De sidste knap 25 år fik han sammen med sin kone Aase og sin familie.

Jeg husker Ove som en varm, dygtig og meget vellidt kollega. Vi arbejdede sammen i mange år, og det var altid en god dag, når den bød på opgaver eller møder med Ove. Han var rolig og ordentlig, og så besad han stærk fornemmelse for det fællesskab, han var en del af.

Efter Ove gik på velfortjent pension, holdt vi kontakten i mange år. Derfor er det ikke kun en vellidt kollega, men også en kær ven, jeg nu tager afsked med.

Ove bliver bisat mandag den 1. juni 2026 kl. 11:00 fra Risbjerg Kapel, Høvedstensvej 66, 2650 Hvidovre. 

Mine tanker går til Aase, deres tre døtre og børnebørnene.

Æret være Oves minde.

Tak, tillidsmand.