Man skal kunne forstå en sikkerhedsinstruks, bede sin kollega om hjælp og være en del af fællesskabet på arbejdspladsen. Derfor skal udenlandske medarbejdere, der ikke taler dansk, garanteres ret til at lære sproget som en del af deres arbejdsdag.
– Vi kræver obligatorisk danskundervisning for udenlandske medarbejdere, der ikke taler dansk – i arbejdstiden.
Det er budskabet fra Ole Wehlast, der på FH’s kongres opfordrer resten af fagbevægelsen til at bakke op om Fødevareforbundet NNF’s krav:
– Vi kræver obligatorisk danskundervisning for udenlandske medarbejdere, der ikke taler dansk – i arbejdstiden.
Undervisningen skal foregå med løn, og arbejdsgiveren skal betale. Medarbejderne skal ikke først på skolebænken, når de har stået otte timer ved produktionsbåndet, understreger han.
Fra mødelokalet til fabriksgulvet
Ole Wehlast pointerer, at mens krav om gensidig forståelse er helt afgørende, når politikere mødes på tværs af sprog, så gør det sig ikke gældende, når medarbejdere står skulder ved skulder.
- Når jeg - som repræsentant for de danske fødevarearbejdere - mødes til internationale møder, bliver der tolket til 8 forskellige sprog. For selvfølgelig skal vi kunne forstå hinanden og sikre, at der ikke opstår misforståelser. Men sådan er det ikke på produktionsgulvet, konstaterer Ole og fortsætter,
- For de 43 nationaliteter, der arbejder sammen ved slagterbåndet i Horsens, må selv få styr på sproget. Hvorfor er fælles forståelse en selvfølge i mødelokalet, men ikke på fabriksgulvet?, lyder derfor spørgsmålet fra Ole Wehlast.
Fødevareforbundet NNF har gennem det seneste år kæmpet for at få politikere og arbejdsgivere til at forstå problemet.
På FH’s kongres opfordrede Ole Wehlast de øvrige fagforeninger til at bakke op om kravet om danskundervisning i arbejdstiden - så fælles forståelse også bliver en selvfølge på fabriksgulvet.