Foto af Rune Evensen
Artikel

”Kagenørd” trodsede konkurs: Sådan blev Josephine "Danmarks Bedste Konditor"

"Danmarks Bedste Konditor" Josephine Kirstein Hansen har været i lære hos La Glace og gennem en konkurs, inden hun blev headhuntet til Andersen Bakery. Hun kan stadig blive i tvivl, om hun er dygtig, men det har også en særlig effekt på hende.

”I må vente, til konkurrencerne er færdige.”

Så klar var beskeden fra konditor Josephine Kirstein Hansen til hendes mand, familie og venner to måneder før “Årets Kage” og “Danmarks bedste konditor”, som blev afholdt i foråret 2024.

Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil bruge al min tid på at blive dygtig.
- Josephine Kirstein Hansen, konditor

24-årige Josefine valgte nemlig at dedikere al sin tid og energi på de to konkurrencer. Hun mødte ind til sit arbejde som konditor på Andersen Bakery i Ørestad i København tidligt om morgenen, og efter fyraften fortsatte hun med at øve sig til klokken 21.00.

- Alt andet kom i anden række i øveperioden, og min familie og venner støttede op om det. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil bruge al min tid på at blive dygtig, siger Josephine og fortsætter:

– Min mand var sød til at lave mad, og når jeg havde spist, gik jeg i seng og stod op dagen efter til endnu en lang dag.

Aldrig 100 % tilfreds

Det handlede ikke kun om at vinde. Josephine ville også bevise overfor sig selv, hvor dygtig hun var blevet til sit fag, og hvor langt hun var kommet.

– Mange mennesker har fortalt mig, at jeg er dygtig, men jeg troede ikke helt på det selv. Jeg ville bevise det. Indimellem kan jeg stadig komme i tvivl, siger hun og fortsætter:

– Jeg tror aldrig, jeg bliver 100 % tilfreds med noget. Men det er også den måde, jeg lærer på. Det er dét, der gør, at jeg har lyst til at blive de ekstra timer.

Lysten er afgørende, men man skal også altid være modtagelig for ny indlæring.
- Josephine Kirstein Hansen, konditor

Det hårde arbejde gav resultater. I marts kunne Josephine nemlig både kalde sig vinder af ”Årets Kage 2024” og ”Danmarks Bedste Konditor”.

For hende er det aldrig en mulighed at gøre noget halvt. Hun fortsætter, til resultatet er præcis, som hun vil have.

- Jeg er enormt passioneret og dedikeret. Jeg gør altid mit bedste. Lysten er afgørende, men man skal efter min mening også altid være modtagelig for ny indlæring. Uanset hvor mange år man har været i faget, siger hun.

Headhuntet af konditorchef

Josephines vej til de flotte resultater begyndte, da hun efter folkeskolen fravalgte gymnasiet. Hun vidste, at hun havde fundet sin vej. Hun fik en elevplads hos La Glace i København, hvor hun lærte deres traditionsrige håndværk fra bunden.

Jeg er udlært i det klassiske håndværk og i storproduktion hos La Glace, så mit job er at opskalere produktionen og udvikle opskrifter, der fungerer til det.
- Josephine Kirstein Hansen, konditor

Da hun var færdigudlært og havde arbejdet som svend i et år på La Glace, søgte hun nye udfordringer i et lille konditori Paulette på Gothersgade i København.

- Det var en perfekt udfordring for mig. De andre konditorer var lige så store kagenørder som mig, og jeg fik lov at udvikle nye, kreative opskrifter, siger hun.

Men kun tre måneder efter, at Josephine landede jobbet, gik konditoriet konkurs.

Kort efter fik hun dog en ny mulighed. Den tidligere souschef hos Paulette blev nemlig tilbudt jobbet som chefkonditor i et nyåbnet Andersen Bakery i Ørestad i København, men souschefen havde én betingelse for at takke ja: Hun ville have Josephine med.

- Vi havde opdaget, at vi fungerede godt sammen. Vi stiller samme krav til kvaliteten, men vi har forskellige spidskompetencer, siger Josephine og uddyber:

- Hun er kreativ og innovativ, og jeg er udlært i det klassiske håndværk og i storproduktion hos La Glace. Så mit job er at opskalere produktionen og udvikle opskrifter, der fungerer til det, siger hun.

Fremtiden for "Danmarks bedste Konditor"

I dag arbejder ”Danmarks Bedste Konditor” hos Andersen Bakery, og selv om hun ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene efter sine to sejre i foråret, er der ikke udsigt til nye konkurrencer eller nyt job lige nu.

- Jeg tror, jeg vil blive i faget, til jeg en dag eventuelt er nødt til at tage en anden uddannelse, fordi det bliver for hårdt. Jeg elsker det, og jeg er rigtig glad for mit arbejde hér, siger Josephine.

Mit næste skridt er, at vi får skabt os et hjem og en familie.
- Josephine Kirstein Hansen, konditor

Det næste stykke tid står der dog også andet end kage på Josephines ønskeliste.

- Min mand og jeg ser på hus for tiden. Det er meget spændende. Så mit næste skridt er, at vi får skabt os et hjem og en familie, siger hun.

"Årets kage 2024" hedder "Lady in green" og kan stadig købes hos Andersen Bakery i Ørestad i København.