“Superlærling.”
Det er titlen, som Alex Lund har fået af kollegaerne i SuperBrugsen i Videbæk.
Ved DM i Skills 2026 går han efter at blive Danmarks bedste gourmetslagterelev – men hvad kræver det egentlig?
Se, hvad Alex siger herunder.
Hvordan fandt du vej ind i slagterfaget?
– Jeg har altid været madglad, og jeg har altid gerne villet arbejde med mine hænder. Så da jeg i ottende klasse blev introduceret til slagterfaget under brobygning, vidste jeg, at jeg havde fundet min vej.
– Det er kun blevet sjovere med tiden. Det skyldes især, at jeg har en mester, der lader mig være kreativ og komme med mine egne idéer.
Hvad er det fedeste ved at være gourmetslagter?
– Kreativiteten og alle mulighederne. Du står med nogle gode råvarer, og så er det op til dig, hvad det skal blive til.
– En slagter kan give dig et stykke kød – men en god slagter er nysgerrig på kunden og spørger ind: Hvad kan de godt lide? Hvilke præferencer har de?
Madverdenen udvikler sig, og det skal vi også.
– Madverdenen udvikler sig, og det skal vi også. Det er spændende.
Hvordan forbereder du dig til DM i Skills?
– Det er næsten alle mine vågne timer, der går til arbejde og forberedelse: Jeg arbejder fuld tid, og bagefter øver jeg, indtil jeg skal i seng.
– Nogle dage er lidt ekstra hårde, men til gengæld ved jeg, at jeg har gjort mit allerbedste for at blive klar.
Hvad har du særligt fokus på?
– Jeg går efter sejren og efter at ramme wow-effekten hos dommerne.
– Mit fokus er især på det visuelle og akkuratesse. Det hele skal sidde lige i skabet, og jeg arbejder meget med detaljerne – især på ting som tre-retters tallerkenen, hvor udtrykket virkelig skal spille.
Hvad er DM i Skills?
Fødevareforbundet NNF bakker fast op om DM i Skills, som er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som konkurrencedeltagere, hvor de kæmper om at blive danmarksmester i deres fag.
Inden for Fødevareforbundet NNF's brancher er der fire konkurrencefag:
- Bager
- Konditor
- Gourmetslagter
- Slagter