Foto af Colourbox
Medlemsinfo

Guldvinder guider: 8 tips til at shine til din svendeprøve

Svendeprøven er din chance for at vise, hvad du har lært som lærling. Der kan være meget på spil, men med få simple tricks kan du give dig selv de bedste forudsætninger for et godt resultat.

Svendeprøven er din mulighed for at vise alt det, du har lært i din læretid. Måske er du nervøs, måske er du helt cool - begge dele er helt normalt.

Gourmetslagter Tilde Teglgaard Lund vandt guld til sin svendeprøve, og hun giver dig her sine bedste tricks, så du er bedst muligt forberedt. 

1. Lad dig ikke slå ud af dine tanker

Det er helt normalt at have præferencer for, hvilke opgaver man håber at trække. Men vær forberedt på, at du måske ikke trækker lige præcis det, du ønskede dig.

Tag det som en udfordring og mind dig selv om, at du er blevet trænet til at klare det hele. Din uddannelse har givet dig redskaberne – stol på det.

2. Fejl er okay - bare gør dit bedste

Du behøver ikke være perfekt. I stedet for at have alt for høje forventninger til dig selv, skal du fokusere på at gøre dit bedste.

Svendeprøven handler ikke om at være fejlfri, men om at vise, hvad du har lært. Det er okay at lave fejl – de er en del af læringsprocessen.

3. Dvæl ikke ved fejl – kom videre

Under svendeprøven vil der være forskellige discipliner, og måske laver du fejl. Det er vigtigt, at du ikke lader det påvirke de efterfølgende opgaver.

Giv slip på det, der er sket, og fokuser på det, du er i gang med lige nu. 

4. Forbered dig på at berolige dig selv

Nervøsitet er helt normalt, men det er vigtigt at have nogle redskaber til at håndtere det. Øv dig i dybe vejrtrækninger eller gentag beroligende ord som:

"Jeg kan det her" eller "Jeg tager det ét skridt ad gangen". 

5. Få opbakning fra dine relationer

Opbakning fra familie, venner eller kolleger kan gøre en stor forskel. Tal med dem om dine bekymringer, og lad dem minde dig om, at du har styr på det.

Hvis svendeprøven ikke går som planlagt, er det vigtigt at vide, at din værdi ikke afhænger af ét resultat.

6. Øv dig – både på skolen og lærepladsen

De dage, hvor I øver svendeprøven på skolen, er guld værd. Giv den en skalle, og sørg for at bruge al din tid konstruktivt.

Men husk også at bruge din tid på lærepladsen til at træne dine praktiske færdigheder.

7. Læs op på teorien

Sørg for at læse op på dit stof. Det giver dig ro, når du ved, at du har styr på baggrunden for de opgaver, du skal løse. 

8. Tro på dig selv

Svendeprøven er ikke en dom over din fremtid – den er en mulighed for at vise, hvor langt du er kommet. Stol på dig selv og dit arbejde.