Foto af Robert Attermann
Nyhed

Fra bygningsmaler til gourmetslagter: Nu er Steffen årets lærling

Steffen Jeppesen var kørt træt i arbejdet som bygningsmaler, men et succesfuldt forløb for ledige blev vejen til en uddannelse som gourmetslagter og titlen som ’årets lærling’.

I starten af 2021 stod Steffen Jeppesen ved en skillevej. Den dengang 33-årige bygningsmaler stod uden arbejde, og han havde ikke lyst til at fortsætte i malerfaget. Han var kørt død i det. Han skulle lave noget andet, men havde ingen anelse om hvad.

- Jeg gik op til kommunen og spurgte, om der ikke var noget, de kunne tilbyde mig. Det har jeg ikke fortrudt, siger han.

Jeg elsker at tale med kunderne og informere dem om varerne, og hvordan de er lavet.
- Steffen Jeppesen, gourmetslagterlærling

Jobcentret i Esbjerg tilbød ham et 42-dages opkvalificeringsforløb, hvor han kunne stifte bekendtskab med forskellige fag indenfor fødevare-, hotel- og restaurationsbrancherne – blandt andet gourmetslagterfaget.

- Jeg fandt ud af, at jeg havde flair for det, siger han.

Blev kåret til årets lærling

Kurset gav Steffen så meget blod på tanden, at han efterfølgende startede på grundkurset som gastronom, og siden februar har han været i lære som gourmetslagter i Kvickly i butikscentret Broen i Esbjerg. I september blev han kåret til ’årets lærling’ i centret, der tæller 60 butikker og restauranter. Steffen er især god til at have kontakt med kunderne.

- Jeg elsker at tale med kunderne og informere dem om varerne, og hvordan de er lavet. Vi har mange stamkunder, og jeg husker deres navne og tager mig altid tid til at tale med dem. Det får jeg meget ros for, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.


Selvom han er i lære, har Steffen Jeppesen allerede fået meget ansvar i butikken, fortæller han. Måske fordi han er 36 år og mere erfaren end lærlinge ofte er.

Steffens nye karrierevej var aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for det forløb, han var på som ledig på Rybners Restaurant- og Kokkeskole. Her blev han over 42 dage introduceret for en lang række grundlæggende discipliner inden for fødevarefagene – herunder grundtilberedning, tilberedning varme og kolde retter og forædling af kød.

- Det var en god introduktion til de forskellige fag. Det fik mig til at tænke: ’Hey, måske var det den vej, jeg skulle gå’, siger han.

Fire parter går sammen om at få ledige i job

Steffens kursus blev til i et samarbejde mellem Rybners Kursuscenter, det lokale jobcenter, arbejdsgiverorganisationerne HORESTA og Danske Slagtermestre samt fagforbundene 3F og Fødevareforbundet NNF.

Vi oplever ofte, at de ligesom Steffen får øjnene op for noget, som de ellers ikke ville have set.
- Per Hansen, forbundssekretær for arbejdsmarkedssekretariatet, Fødevareforbundet NNF.

Kurset er et eksempel på det, der kaldes job-VEU-modellen, der går ud på at tilbyde de ledige et uddannelsesforløb, der giver præcis de kompetencer, arbejdsgiverne efterspørger. Det er årsagen til, at kurserne virker, siger Per Hansen, der er forbundssekretær for arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF.

- Det er en god model, fordi kurserne målrettes det lokale behov for arbejdskraft, siger han. Og når det lykkes, så er det efter min mening fordi, at alle relevante interessenter er med helt fra starten, siger han.

Ledige får øjnene op for nye muligheder

Fødevareforbundet NNF har været med til at strukturere forløb med fokus på både gourmetslagterfaget og bager- og konditorfaget i Esbjerg. Og Steffen Jeppesen er ikke den eneste, der har fundet sin plads på arbejdsmarkedet takket være sådan et kursus.

Artiklen fortsætter under billedet.


Steffen Jeppsen er i gang med uddannelsen som gourmetslagter med speciale i delikatesse.

89 pct. af de ledige deltagere på den slags kurser på Rybners Kursuscenter er enten i job eller uddannelse tre måneder efter kursets afslutning. Det er på trods af, at mange af kursisterne er langtidsledige, der har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

- Vi oplever ofte, at de ligesom Steffen får øjnene op for noget, som de ellers ikke ville have set. Det er fantastisk, at de kommer i gang, siger Per Hansen.

Steffen Jeppesen er glad for, at han i sin tid takkede ja til kurset og vil klart anbefale et lignende kursus til ledige, der ikke ved, hvad de skal.

- Det kan hjælpe mange, der er i tvivl. Det er et godt springbræt, der viser dig nogle muligheder, som du måske ikke lige havde tænkt over, siger han.

JOB-VEU-MODELLEN

Modellen handler om at få ledige i job ved at tilbyde skræddersyede kurser, der giver de ledige præcis de kompetencer, der er brug for lokalt. Indsatsen bliver til i et samarbejde mellem fire interessenter:

  • Kommunens jobcentre
  • Lokale uddannelsesinstitutioner
  • Arbejdsgiver- og brancheorganisationer
  • Faglige organisationer

Brancheorganisationerne og de faglige organisationer (herunder Fødevareforbundet NNF) peger på, hvilke kompetencer det lokale erhvervsliv efterspørger. De lokale uddannelsessteder sammensætter kurser, der giver de ledige netop de kompetencer, der efterspørges. Og hele indsatsen koordineres af jobcentrene, der også dækker udgifterne til kurserne.

- Det er i virkeligheden meget simpelt, men også meget effektivt, siger Per Hansen, forbundssekretær for arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF.

Han fortæller, at Fødevareforbundet NNF’s rolle dels er at gå i dialog med virksomheder og tillidsfolk, dels at pege ledige medlemmer hen mod kurserne.

- Vi har løbende dialog med virksomhederne om deres rekrutterings- og kompetencebehov, og med denne model kan vi hjælpe dem med at finde det helt rigtige match, siger han og fortsætter:

- Vi finder og visiterer de ledige medlemmer, vi har. Vi motiverer dem og klæder dem på til at gå til infomøder om kurser både indenfor vores område og andre områder.