Wehlast til regeringen: Fingrene væk fra vores pensionssystem

Det talte ord gælder:

Tak fordi, at jeg må komme her i dag.

Det er altid dejligt at blive inviteret indenfor - og så er det en særlig glæde at få lov til at stå på en ølkasse med en mikrofon foran sig, og på den måde at få mulighed for at fortælle, hvordan verden ser ud fra mit perspektiv.

Men jeg er samtidig ærgerlig over, at grunden til at så mange fagforeningsfolk er blevet inviteret til at tale rundt omkring i landet til et væld af 1. maj-arrangementer, er, at repræsentanter fra Socialdemokratiet ikke er velkomne.

Misforstå mig ikke: Jeg er helt enig i betragtningen om, at dem, der skal have lov til at tale til forsamlingerne på Arbejdernes Internationale Kampdag - det skal naturligvis være dem, der rent faktisk kæmper for arbejdernes rettigheder – og her har Socialdemokratiet fejlet.

Ideen om at afskaffe Store Bededag var tåbelig.
Beslutningen om at gøre det lige optil OK23 var håbløs.
Men at gennemføre afskaffelsen uden at inddrage arbejdsmarkedets parter var en kæmpemæssig brøler.

Vi advarede Socialdemokraterne om, at de var på afveje.
De omkring 50.000, der mødte op på slotspladsen en frysende kold søndag i januar, sagde det med endnu større bogstaver.   
Og underskriftsindsamlingen, der rundede knap en halv million underskrifter, sagde med så store bogstaver, at man kun kan undre sig over, at regeringen ikke kunne læse skriften på væggen.

Jeg er Socialdemokrat fra top til tå.
Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at sætte mit kryds andre steder, end ved liste A. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan blive skuffet og ærgerlig over mit parti. For det kan jeg blive – og det er jeg.

Men det nytter ikke noget at stå udenfor havelågen og råbe ind.
Forandringer sker bedst indefra - og jeg er sikker på, at de Socialdemokrater, der tog fejl i forbindelse med store bededag, hellere vil rådgives og vejledes af deres kernetropper, fremfor af partihoppere.
Derfor holder jeg fast i Socialdemokratiet, som mit parti.

Men partiet bliver nødt til at ændre kurs, hvis de vil bevare positionen som det parti, der kæmper lønmodtagernes sag.

I 2020 fik vi – efter årtiers kamp – lagt den sidste brik i pensions-puslespillet.
Retten til tidlig pension – eller Arne-pensionen – blev det fjerde ben i den stol, der sikrer alle lønmodtagere en værdig afsked med arbejdslivet.

Der er førtidspension for dem, der kan ikke holde til et almindeligt arbejdsliv - uanset alder.
Der er seniorpension til dem, er helt nedslidte, når pensionsalderen er mindre end seks år væk.
Der er tidlig pension til dem, der er startet på arbejdsmarkedet lige efter folkeskolen.
Og så er der endelige folkepensionen til alle dem, der er tilbage.

I perioden fra den 1. januar 2021 til midten af december 2022 havde vi et pensionssystem, der faktisk virker.

Selvfølgelig er der plads til forbedringer.
I Fødevareforbundet NNF så vi gerne, at tidlig pension blev forbedret.

Først og fremmest ved at forlænge ordningen, så den følger med den stigende pensionsalder.
Altså, når folkepensionsalderen hæves med et år, så lægges der et år på tidlig pension.
Og vi mener også, at det ville give mening af hæve grænsen for modregning i takt med, at lønmodtagernes pensionsopsparinger stiger.

Men grundopbygningen i pensionsystemet var i orden.

Sikkerhedsnettet var så fintmasket, at kun meget få skulle frygte deres afsked med arbejdsmarkedet og alderdom.

Og ligheden var genoprettet, så lønmodtagere hvad enten de fik deres første job som 25-årig efter knap 20 år på skolebænken. Eller om de startede i lære, så snart porten til folkeskolen gled i bag dem - kunne trække sig værdigt tilbage.
Hvad enten de havde siddet hver dag på en ergonomisk korrekt skrivebordsstol bag et hæve-sænke bord. Eller om de havde stået på et hårdt betongulv og skåret forender - så var de sikret en alderdom med mulighed for hygge med børnebørn og pleje af haven.

Men så kom det nye regeringsgrundlag.

Forstå mig ret.
Jeg er faktisk tilhænger af en bred regering hen over midten.
Jeg tror på, at vi brug for brede, langtidsholdbare forlig, så samfundet ikke vendes på hovedet, hver gang regeringsmagten skifter.
Jeg tror på, at jo flere, der er enige, jo bedre og stærkere politik kan de bedrive.

Men om jeg fatter, at et eneste af de tre partier, der sidder i regering, har behov for at ændre i pensionssystemet.
Om jeg fatter, at de nået frem til den løsning, at deres behov for et øget arbejdsudbud skal skabes af dem, der i forvejen har arbejdet længst og hårdest.
Om jeg fatter, at de vil omgøre en af de meste populære politiske beslutninger, der er blevet truffet i årtier.

I Fødevareforbundet NNF agter vi at stå vagt om tidlig pension.

Ingen skal forringe den ordning. Og ingen skal fratage dem med de hårdeste og længste arbejdsliv deres RET til at trække sig tilbage fra deres arbejdsliv med værdighed.

Men tidlig pension har kun den høje værdi, så længe den er suppleret af førtidspension, seniorpension og folkepension. Fjerner man brikkerne fra puslespillet, så falder billedet fra hinanden – så skrider fundamentet for vores pensionssystemet.

Derfor er min melding til regeringen klokkeklar: FINGRENE VÆK FRA VORES PENSIONSSYSTEM.

Og hvis jeg alligevel har regeringens ører, så har jeg faktisk endnu et krav til dem: Gør du nu fanden noget ved den kolossale eksport af smågrise.

I Sæby går 800 slagteriarbejdere lige nu rundt med en fyreseddel i lommen.
Torsdag i forrige uge fik de at vide, at slagteriet er indstillet til lukning.

Lukningen sker på trods af, at Danish Crown, landmændene og politikerne på Christiansborg og i landets kommuner er ved at falde hinanden over tæerne i deres iver for at tale om ”Et Danmark i balance”.

Der er saftsuse mig ikke meget balance i at lukke en virksomhed i et område som Sæby.
Tværtimod kan de 800 fyrede slagteriarbejdere stille sig op i ledighedskøen i den region i Danmark, der i forvejen har den højeste arbejdsløshed. At lukke i et slagteri i yderkanten af Danmark fører til ubalance – intet andet.

I umiddelbar forlængelse af lukningen var flere ude – blandt andet Svineproducenternes formand - og kalde lukningen for ”rettighed omhu”.

RETTIDIG OMHU?!
At lukke en arbejdsplads med 800 medarbejdere?!
I et område, hvor ledige jobs til ufaglærte ikke ligefrem hænger på træerne?!
Med knap 200 kilometer til det nærmeste Danish Crown-slagteri?!

Er det rettidig omhu?!

”Ja, for der mangler grise”, må man forstå.
Og ja, det gør der.
Der mangler SLAGTEgrise.
Men der mangler sgu ikke grise.

Der bliver hvert eneste år født omkring 30 millioner grise i Danmark. Det tal er nogenlunde stabilt.
Men hvor svineproducenterne – dem med hang til rettidig omhu – for 20 år siden sendte så godt som alle grise til slagtning på det lokale slagteri. Så sælger de i dag over halvdelen af dem til udlandet.

De propper smågrisene ind i lastbiler, og så kører de dem ned til udlandet. Til Tyskland og Polen, men også så langt som til Italien og Kroatien.

Der er i mine øjne intet forsvarligt i den handlig.

De skider på deres egen andelsejede slagtekoncern.
De skider på klimaet.
De skider på dyrevelfærden.
Og de skider på et Danmark i balance.

De ENESTE, der får nogen form for gevinst af produktionen af de omkring 15 millioner grise, der sendes ud af landet – det er griseproducenterne. Alle andre taber. Og nogle taber rigtig stort.

Danish Crown taber.
Statskassen taber.
Det såkaldte udkantsdanmark taber.
Dyrevelfærden taber.
Og slagteriarbejderne taber.

Eftersom griseproducenterne selv ser det som ”rettighed omhu” at skide højt og flot på alle andre end dem selv, må vi have politikerne på banen.

Og bare så I ikke misforstår mig: Vi har skam forsøgt at få politikerne på banen.

Jeg har haft møder med ordførere og ministre – ikke bare en enkelt gang, men mange gange. Og ikke bare fra ét parti, men fra mange partier.

Men det er som om, at det ikke rigtig gør indtryk på dem, at de mange fyresedler og de mange lukkede slagterier, kunne være undgået.

Så nu prøver vi igen. Og denne gang har vi både 800 fyrede slagteriarbejdere, elendig dyrevelfærd og belastningen af klimaet, til at overbevise politikerne om, at her har vi noget, der skal rettes op på.

Rettidig omhu, kan man ikke kalde det. Så skulle de have grebet ind for mange år siden.

Men lad os kalde det: Ansvarlighed overfor danske slagteriarbejdere. Overfor de danskfødte smågrise og overfor det danske klima.

Tak for ordet.

Hav en rigtig dejlig 1. maj.