Foto af Rune Evensen
Nyhed

Et år inde i krigen: Ukrainske medarbejdere er en stor succes på kagefabrik

Bisca har ansat 13 ukrainere, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022, og det har været positivt hele vejen igennem, lyder det fra både medarbejdere og ledelse.

For præcis et år siden krydsede russiske styrker Ukraines grænser og påbegyndte en invasion, som blandt andet sendte flygtninge mod Danmark. Blandt de mange sørgelige fortællinger om krigens konsekvenser findes en lille solstrålehistorie på Møn.

De er blevet taget godt imod af de faste kolleger, og de indgår i vores produktion ligesom alle andre.
- Gitte Larsen, tillidsrepræsentant

Her har virksomheden Bisca, der står bag kendte mærker som Karen Volf og Snøfler, nemlig ansat 13 ukrainske medarbejdere. Det har været en stor succes.

- Jeg har oplevet det som positivt hele vejen igennem. De er blevet taget godt imod af de faste kolleger, og de indgår i vores produktion ligesom alle andre, siger tillidsrepræsentant Gitte Larsen.

Hun fortæller, at de ukrainske kolleger lægger et godt stykke arbejde for dagen, og de indgår også fint socialt. Den største udfordring er klart sprogbarrieren.

- Vi har nok ikke rustet vores faste kolleger godt nok med engelskkurser, men ukrainerne er heller ikke så stærke i engelsk, siger Gitte Larsen.

Får danskundervisning på fabrikken

Administrerende direktør Kristian Walsøe jubler ligeledes over tilgangen af de ukrainske medarbejdere.

- Vores ukrainske ansatte er kommet med en ufattelig positiv indstilling til tingene, og det har smittet af på alle her. Det har virkelig været meget positivt i alle henseender, siger han til mediet FødevareWatch

Han peger dog også på sproget som største udfordring. For at afhjælpe den problematik har Bisca derfor indgået et samarbejde med kommunen, der tilbyder danskundervisning på fabrikken hver mandag.

- Så de kan gå direkte fra arbejde til sprogskolen. De kommer godt efter det og er gode til at lære dansk, siger Gitte Larsen og fortsætter:

- Det fungerer fantastisk.

I november blev Bisca hædret med Vordingborg Kommunes Integrationspris for arbejdet med at integrere ukrainske flygtninge.