Artikel

Dan fik opkaldet, ingen vil have: Beskeden efterlod kollegaerne i chok

Tårer, vrede og en afstemning om at nedlægge arbejdet. Der var mange reaktioner, da tillidsrepræsentant Dan Hamborg Larsen fortalte kollegaerne, at Danish Crown Foods i Ålborg skal lukke. Nu efterlyser han en særlig ting, som kan gøre den svære situation lidt nemmere.

Opkaldet fik hans puls til at stige.

Da Dan Hamborg Larsen havde afsluttet samtalen med fabrikschefen på Danish Crown Foods i Ålborg, mærkede han en uro i kroppen. Fabrikschefen havde spurgt, om Dan kunne blive et kvarter efter fyraften og vente på ham.

– Han sagde, at han skulle fortælle mig noget. Så vidste jeg godt, hvad der kom, siger tillidsrepræsentant Dan Hamborg Larsen.

De gik en tur rundt i Ålborg, og undervejs fik Dan bekræftet sine bange anelser: Fabrikken skulle lukke.

Den ubehagelig kendsgerning kom ikke bag på ham. Men den ville få store konsekvenser for både Dan, hans storebror og alle deres kollegaer på fabrikken, og han måtte ikke dele det med dem. Ikke endnu.

Råbte og krævede afstemning

Dagen efter fik kollegaerne besked på et fællesmøde kl. 8.00 i kantinen. Danish Crown Foods i Ålborg var indstillet til lukning i 2028.

– Ledelsen sagde, at det var ikke vores skyld. Vi havde gjort det godt, fortæller Dan, som talte til kollegaerne efter fabrikschefens orientering:

– Jeg sagde: ”Undskyld mit sprog, men det er fandme noget lort det her. Nu gik den sgu ikke længere. Vi var mange, der troede, at vi kunne blive her, til vi gik på pension, for vi har haft en super god arbejdsplads, og jeg er om nogen ked af det”, fortæller Dan Hamborg Larsen.

Jeg forsikrede dem om, at det nok skulle gå. Det har så vist sig at være lidt sværere, end jeg troede.
- Dan Hamborg Larsen, tillidsrepræsentant

Kollegaerne reagerede meget forskelligt. Enkelte kneb en tåre.

Et par rejste sig og råbte, at de krævede en afstemning, om de skulle gå hjem eller fortsætte arbejdet. Resultatet af afstemningen efterlod ingen tvivl.

Slukkede maskinerne

Fem kollegaer stemte for at gå hjem. Resten ville gerne blive, og det forstod Dan godt.

– Mange havde brug for at komme ud at snakke med kollegaerne. De havde ikke brug for at tage hjem og sidde alene med alle tankerne, siger han.

Fabrikschefen havde forståelse for den svære situation og forventede ikke normal produktion resten af dagen.

Derfor blev maskinerne ind imellem slukket, så kollegaerne kunne snakke med hinanden på kryds og tværs af afdelingerne.

– Nogen havde en tåre i øjet, og mange havde brug for et kram. Jeg forsikrede dem om, at det nok skulle gå, og det ikke var lige nu, at vi skulle lukke. Vi havde to år at løbe på, så vi skulle nok få lavet nogle gode aftaler, som alle kunne være i, siger Dan Hamborg Larsen og tilføjer:

– Det har så vist sig at være lidt sværere, end jeg troede.

En svær situation endnu sværere

Der var ingen tidsplan for lukningen. Det viste sig på et efterfølgende mødet med ledelsen. Det kom bag på Dan.

Han savner svar, så han kan informere og hjælpe kollegaerne bedst muligt:

– Vi ved kun, at vi lukker løbende henover to år, og afdelingen med frikadelleproduktionen lukker til sidst. De andre afdelinger står meget uafklaret. Kollegaerne ved ikke, om de får deres opsigelse i morgen, om en måned eller om et år, siger Dan Hamborg Larsen.

Lukningen er svær nok i sig selv, men det er endnu sværere, når vi samtidig står i en meget uafklaret situation.
- Dan Hamborg Larsen, tillidsrepræsentant

Usikkerheden påvirker kollegaerne forskelligt. Nogen er kede af det, nogen er sure, og nogen er allerede begyndt at søge væk.

Selv er Dan Hamborg Larsen frustreret:

– Lukningen er svær nok i sig selv, men det er endnu sværere, når vi samtidig står i en meget uafklaret situation. Jeg har været her i 16 år, og man føler lidt, at det, man har gjort i alle de år, ikke rigtig bliver værdsat. 

Et afgørende møde

Dan Hamborg Larsen er ikke selv i tvivl om, hvad han gør.

– Jeg bliver til det sidste. Jeg har relationer til alle på fabrikken, og jeg har familie og venner her, så jeg føler, at jeg skal hjælpe dem bedst muligt videre, siger han.

Jeg vil gerne i gang med at finde ud af, hvilken afdeling der skal lukke først, så jeg kan tage hånd om de kollegaer.
- Dan Hamborg Larsen, tillidsrepræsentant

Trods udfordringerne er han ved godt mod. Det skyldes blandt andet den opbakning, han har mærket gennem den sidste uges tid.

– De andre tillidsrepræsentanter i Danish Crown har været super gode til at ringe og skrive, at jeg skulle sige til, hvis jeg havde brug for noget. Der er et godt sammenhold mellem både forbundet og de tillidsvalgte, og det hele fungerer, siger Dan Hamborg Larsen.

På mandag er der møde med ledelsen igen. Dan håber, at det giver mere afklaring om fremtiden.

– Vi har bedt om en tidsplan, så vi har noget at forholde os til. Jeg vil gerne i gang med at finde ud af, hvilken afdeling, der skal lukke først, så jeg kan tage hånd om de kollegaer, siger han.