Opdateret den 14. marts 2002:
Arbejdet på slagteriet er nu genoptaget.
Der har været stille på Ticans slagteri i Brørup siden mandag morgen. Her besluttede de knap 300 slagteriarbejdere at lægge knivene i protest over, at ledelsen har givet deres fællestillidsrepræsentant Bo Gert Christensen en skriftlig advarsel.
- Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og vi har hver eneste morgen opfordret vores medlemmer på virksomheden til at genoptage arbejdet. Men for femte dag i træk stemte et overvældende flertal blandt medlemmerne i morges for at nedlægge arbejdet, fortæller næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen.
Som tillidsrepræsentant kan Bo gå til ledelsen på vegne af sine kolleger og sige nogle ting, som almindelige medarbejdere ikke tør sige. Men når Bo får en skriftlig advarsel i lommen, så kan han – med rette - frygte, at han sætter sit eget job på spil, når han varetager sine kollegers interesser.
Når medarbejderne, trods pålagt bod fra Arbejdsretten og gentagne opfordringer om at normalisere arbejdet, fortsætter med at strejke, så er det fordi, at ledelsen med den skriftlige advarsel har stækket deres tillidsrepræsentant som institutionen:
- En tillidsrepræsentant er to ting: det er en konkret person, og så er det en institution. Og de to ting kan ikke skilles ad. Når ledelsen udstyrer Bo med en skriftlig advarsel, så svækker de samtidig Bos muligheder for at udøve sin gerning som tillidsrepræsentant. Som tillidsrepræsentant kan Bo gå til ledelsen på vegne af sine kolleger og sige nogle ting, som almindelige medarbejdere ikke tør sige. Men når Bo får en skriftlig advarsel i lommen, så kan han – med rette - frygte, at han sætter sit eget job på spil, når han varetager sine kollegers interesser, forklarer Jim Jensen.
Dermed oplever medarbejderne, at det ikke alene er Bos egen ansættelsesmæssige situation, der er blevet usikker, men i høj grad også deres.
Total mangel på dialog
Den konkrete sag handler om, at Bo, i forbindelse med en sag om løn og arbejdstid, hvor bølgerne gik lidt højt, fik omtalt en mellemleder med lidt store og skarpe bogstaver. Det udløste en skriftlig advarsel fra ledelsen, og derfra er situationen eskaleret.
- Det er ikke første gang, at vi står med sådan en sag. Dels er slagteriarbejdere kendt for at have et direkte sprog, og dels kan der været meget på spil, når tillidsrepræsentanter og ledelser tørner sammen. Der kan ryge en finke af panden, og stemningen kan blive noget ophidset. Men det er usædvanligt, at sagen går så meget i hårdknude, som det vi ser nu i Brørup, siger Jim Jensen og fortsætter:
- Som oftest er det muligt at sætte sig sammen, når stormen har lagt sig, og advarsler og andet bliver lige så stille og roligt pakket væk. Men her holder ledelsen krampagtigt fast i deres og modsætter sig al form for dialog, så længe slagteriarbejderne strejker.
Ledelsens ageren i denne sag bliver mødt med hovedrysten af Jim Jensen. Han håber, at de besinder sig og sætter sig ned sammen med Bo, så de kan finde en mindelig løsning, og så situationen på slagteriet i Brørup igen kan blive normal.