Nyhed

En uge på job og en uges fri: Den bedste måde at løse lønkompensation på

På Hørkram Foodservice, der er en af de tre største cateringgrossister i Danmark, har Corona påvirket virksomheden en del, og medarbejderne har længe været på lønkompensation. Heldigvis er de mere end tilfredse med måden, det er håndteret på.

Alle landets kantiner, restauranter og caféer er lukkede, og danskernes store begivenheder, som ofte markeres med fester, har været på pause under corona-pandemien. Det kan mærkes på virksomheden Hørkram i Sorø, som er en landsdækkende totalleverandør til foodservice-markedet.

I et helt år har virksomheden derfor haft medarbejderne på lønkompensation, så de ikke skulle arbejde fuldtid, og det er indtil videre lykkedes ikke at fyre nogen.

- Jeg synes, ledelsen har truffet den helt rigtige beslutning. Hvis ledelsen fyrede kollegaerne, skulle den jo også lede efter kvalificeret arbejdskraft, når landet åbner igen, siger tillidsrepræsentant André Spange Nygaard.

Nu føler alle, at de er en del af holdet, og der er heller ingen, der er decideret kede af at få lov at holde fri, nu vejret også er begyndt at vende.
- André Nygaard, tillidsrepræsentant hos Hørkram Foodservice

Alle føler sig som en del af holdet 

På virksomheden er der både dag-, aften- og nathold, og lønkompensationen kører sådan, at medarbejderne holder fri en uge og går på arbejde en uge.

Det er helt perfekt, mener André:

- I foråret havde vi en periode på tre måneder, hvor nogen gik på arbejde hele tiden, og andre var helt hjemsendt. Det gav en lidt underlig skævvridning. Nu føler alle, at de er en del af holdet, og der er heller ingen, der er decideret kede af at få lov at holde fri, nu vejret også er begyndt at vende, fortæller han.

Dem med positive test skulle selvfølgelig hjem, og vi fik et testhold ud, som var hos os i tre uger for at være sikre på, at smitten ikke havde bredt sig yderligere.
- André Nygaard, tillidsrepræsentant hos Hørkram Foodservice

Et enkelt smitte-udbrud

På virksomheden er de vant til høj hygiejne og mundbind, så den største forandring har været den øgede afstand og test for Corona.

Alle medarbejdere bliver testet en gang om ugen. I løbet af året har der været et enkelt smitte-udbrud, hvor tyve medarbejdere fik en positiv test.

- Jeg synes, det forløb fint. Dem med positive test skulle selvfølgelig hjem, og vi fik et testhold ud, som var hos os i tre uger for at være sikre på, at smitten ikke havde bredt sig yderligere, siger André Nygaard.