Artikel

Historisk retssag: Bliver Danish Crown dømt? Få overblikket her

Tre tidligere slagteriarbejdere har lagt sag an mod Danish Crown, fordi de blev smittet med COVID-19 under pandemien i 2020. Fredag den 10. januar falder der dom i sagen. Her får du et overblik over sagen, og hvorfor den kan blive afgørende for mange andre.

En historisk retssag. Det var, hvad der udspillede sig i Østre Landsret i oktober 2024.

Tre tidligere slagteriarbejderne anklagede Danish Crown for, at de blev smittet med Covid-19 på slagteriet under pandemien i 2020. For en af dem blev det slutningen på hans arbejdsliv.

Fredag den 10. januar falder der dom. Her får du et kort overblik over sagen, og hvorfor den er vigtig:

Hvad handler retssagen om?

Tre tidligere slagteriarbejdere blev smittet med COVID-19 på Danish Crowns slagteri i Ringsted i 2020. De mener ikke, at Danish Crown gjorde nok for at beskytte dem mod smitten. Derfor har de sammen med Fødevareforbundet NNF lagt sag an mod Danish Crown for at få placeret et ansvar.

Hvad anklager slagteriarbejderne Danish Crown for?

Slagteriarbejderne mener ikke, at Danish Crowns tiltag for at forebygge smitte mellem medarbejderne var tilstrækkelige. Fx var der ikke noget afstandskrav i hverken omklædningsrummet eller produktionen, og flere brugte det samme udstyr uden at spritte det af efter brug.

Hvordan forholder Danish Crown sig?

Danish Crown vil frifindes. Koncernen mener, at den fulgte de officielle retningslinjer, der var gældende under pandemien, og derfor ikke kan holdes ansvarlig for at slagteriarbejderne blev smittet.

Hvorfor er sagen vigtig?

Sagen er principiel, fordi den sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget ansvar arbejdsgivere har for deres medarbejdere under pandemier. Derfor kan den få betydning for lignende sager i fremtiden.

Vinder slagteriarbejderne, kan flere medlemmer af Fødevareforbundet NNF og andre faggrupper overveje at rejse en ansvarssag mod deres arbejdsgiver, hvis de har fået anerkendt Covid-19 som en arbejdsskade.

Hvornår falder der dom?

Landsretten træffer afgørelse i sagen fredag den 10. januar. Efter afgørelsen kan parterne anke sagen til Højesteret. 

Faktaboks: Udfordringer med Covid-19 på Danish Crown i Ringsted

Slagteriet i Ringsted havde i sommeren 2020 massive udfordringer med Covid-19.

165 slagteriarbejdere fik anmeldt sygdommen som en arbejdsskade, efter slagteriet i sommeren 2020 blev ramt af et så omfattende smitteudbrud, at det det måtte lukke ned i en periode.