Et kæmpe JA. 76 % af medlemmerne af Fødevareforbundet NNF, der arbejder i Coops bager- og slagterafdelinger, har stemt ja til den nye overenskomst mellem Fødevareforbundet NNF og Coop.
I alt har 67 % af medlemmerne stemt om overenskomstforliget. Det viser tal fra afstemningen, som sluttede torsdag den 12. september. Til sammenligning stemte 46% af medlemmerne i Coop ved OK20.
– Jeg er rigtig glad for, at så mange medlemmer i Coop har stemt om den nye overenskomst, og så mange har stemt ja. Det bekræfter mig i, at de også er tilfredse med de forbedringer, vi har forhandlet hjem til dem, siger forhandlingssekretær for butiksområdet, Mette Bisgaard Larsen.
Forliget mellem Fødevareforbundet NNF og Coop blev indgået den 20. august, og siden den 21. har medlemmerne kunnet afgive deres stemme.
Stor tak til medlemmerne
Det store ja til den nye overenskomst sætter punktum for halvandet års forhandlinger mellem Fødevareforbundet NNF og Coop. Undervejs har parterne haft svært ved at nå til enighed, og det har givet anledning til mange spørgsmål og frustration fra medlemmerne undervejs.
– Forløbet har helt forståeligt fyldt meget for medlemmerne i Coop. Derfor er det også rart, at de nu endelig kan se frem til de samme fine forbedringer, som resten af arbejdsmarkedet fik i 2023, siger Mette Bisgaard.
Også næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen er glad for medlemmernes store opbakning:
– Jeg vil gerne sige stor tak til medlemmerne – både for at de har stemt og for deres tålmodighed gennem det sidste halvandet år. Nu har de fået en ny overenskomst, og det har de virkelig fortjent. Nu kan vi se fremad, siger han.
Han sender samtidig en tak til Coop:
– Ved fælles indsats lykkedes det os til sidst at lande en aftale. Det er jeg rigtig glad for, og det jeg vil gerne takke Coop for. Var det ikke lykkes, ville vores medlemmer fortsat befinde sig i en langstrakt uklarhed om deres overenskomst. Så jeg synes, at vi sammen kan glæde os over forliget og det flotte afstemningsresultat.
DET KAN MEDLEMMERNE HOS COOP SE FREM TIL
- Arbejdsgiverne betaler 2 % mere i pensionsbidrag, og medarbejderen betaler 2 % mindre.
- Fritvalgsordningen stiger med 2 %
- Lærlinge får også en fritvalgsordning
- Mulighed for at vælge lokale uddannelsesrepræsentanter
- Far/medmor får øremærket yderligere to ugers orlov med løn. Forældrene får herudover yderligere to ugers orlov med løn, der kan deles mellem dem.