De vidste, at de skulle reagere hurtigt. Da tillidsrepræsentanterne på Danish Crown i Blans Brian Vestergaard og Jesper Goosmann i april hørte, at slagteriet i Ringsted lukkede, lagde de derfor hurtigt en plan.
Kollegaerne taler mange forskellige sprog, men på Facebook kan opslagene oversættes, så alle kan være med
De ville sikre, at de kollegaer fra Ringsted, der havde mod på at rykke til tværs over landet til Blans, også kunne finde et sted at bo i området.
– Lejelejlighederne ryger hurtigt her. Så vi tænkte, at vi skulle have fat i udlejerne og samle kommunikationen mellem dem og de potentielle tilflyttere, siger tillidsrepræsentant Jesper Goosmann.
Han oprettede derfor en lukket Facebook-gruppe, hvor han som administrator kunne være bindeled mellem kollegaerne fra Ringsted og de sønderjyske udlejere i lokalområdet.
– Kollegaerne taler mange forskellige sprog, men på Facebook kan opslagene oversættes, så alle kan være med. Samtidig kunne jeg holde øje med, at det kun var personer med tilknytning til slagteriet, der kom ind i gruppen, siger han.
Til rådighed døgnet rundt
Facebookgruppen blev hurtigt en succes. Kollegaerne og udlejere skrev sammen, og Jesper fungerede som mellemmand, når det var nødvendigt.
Det var vigtigt for mig at være sikker på, at de fandt nogle gode lejligheder.
Han stod til rådighed døgnet rundt og kørte selv ud og tjekkede mange af boligerne for at sikre, at de levede op til standarderne.
– Det var en service, som jeg ydede til vores mange udenlandske kolleger. Det hele er lidt er sværere, når man kommer fra en anden kultur, og der er sprogbarrierer, så det var vigtigt for mig at være sikker på, at de fandt nogle gode lejligheder, siger Jesper.
Derfor var Jesper også spændt på at høre svaret, da han til et velkomstmøde midt i september spurgte de 57 nye kollegaer, om nogen af dem manglede en bolig.
– Jeg holdt lige vejret efter mit spørgsmål. Men det var der ingen, der gjorde. Hold da op, det var en god følelse, siger han.
Taknemmelighed og undren
De nye kollegaer har sat stor pris på Jespers indsats, og han har fået mange rosende ord for sit engagement.
Det har gjort mig rigtig glad at kunne hjælpe. Jeg vil gøre, hvad der skal til for at få det hele til at fungere.
En ny kollega skrev fx til Jesper og udtrykte sin dybe taknemmelighed, men også forundring over, at han ville strække sig så langt.
– Det har gjort mig rigtig glad at kunne hjælpe. Jeg vil gøre, hvad der skal til for at få det hele til at fungere. Vi har også fået god hjælp undervejs af vores tillidsrepræsentantkollega på slagteriet i Ringsted ”Krumme”, siger Jesper.
”De har gjort det enormt godt”
Afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Peder Haahr Pedersen, er også begejstret for tillidsrepræsentanternes hurtige og handlekraftige indsats for at hjælpe de nye kollegaer:
– De har gjort det enormt godt. Det er en kæmpe beslutning at rykke teltpælene op og flytte til et nyt område. Jesper og de andre tillidsrepræsentanter har virkelig formået at inspirere og hjælpe de opsagte kollegaer i Ringsted og givet dem tro på, at de kan få en god fremtid i Blans, siger han.
Står det til Peder Haahr Pedersen, har modellen også potentiale til at blive brugt i lignende situationer i fremtiden:
– Det her samarbejde har skabt resultater – både for de opsagte slagteriarbejdere, for Danish Crown og for kommunen, der nu har fået flere skatteydere, siger han og fortsætter:
– Andre kommuner kunne lære noget af den her indsats i forbindelse med rekruttering og bosætning af arbejdskraft.
FAKTABOKS: SÅ MANGE SLAGTERIARBEJDERE FRA RINGSTED RYKKEDE VIDERE
107 slagteriarbejdere fra Danish Crown i Ringsted valgte at rykke videre til andre Danish Crown-slagterier:
Danish Crown i Blans: 57
Danish Crown i Horsens: 33
Danish Crown i Herning: 12
Danish Crown i Rønne: 5