Foto af Rune Evensen
Nyhed

Fra slagteriet til slottet: Henning fik en særlig tak, som kun ganske få modtager

Et år efter, at han forlod slagteriet i Sæby, var reservetillidsrepræsentant Henning Sørensen på Christiansborg Slot for at takke Kong Frederik for Den Kongelige Belønningsmedalje. Kongen gav til gengæld Henning en særlig tak.

Sidste mand på skansen. Reservetillidsrepræsentant Henning Sørensen var en af de allersidste til at forlade slagteriet i Sæby i september 2023, og et års tid efter blev han sidste mand på slottet.

Det er en anerkendelse af, at man har holdt ved i så mange år. Det er ikke alle, der oplever det.
- Henning Sørensen

Mandag den 23. september var Henning Sørensen nemlig på Christiansborg Slot for at takke Kong Frederik for Den Kongelige Belønningsmedalje, som Henning har modtaget for sine 40 år hos Danish Crown i Sæby.

– Jeg er glad for medaljen og stolt. Det er en anerkendelse af, at man har holdt ved i så mange år. Det er ikke alle, der oplever det – især ikke i de kommende generationer – så det er stort, siger Henning Sørensen.

Men inden han kunne takke Kong Frederik for medaljen, blev Hennings tålmodighed testet.

Ingen akkord i Kongehuset

Henning var mødt op på slotspladsen klokken 9.15 med nyindkøbte, hvide handsker i lommen og en forventning om, at han ville få to minutter til at takke kongen og være retur på slotspladsen i løbet af en halv times tid.

Men som timerne gik kunne den tidligere slagteriarbejder konstatere, at Kongehuset ikke arbejder på akkord.

Jeg takkede for medaljen, og så sagde han, at det var dejligt, at jeg havde holdt ved i så mange år.
- Henning Sørensen

Udover Henning skulle 77 andre nemlig også takke kongen den dag. Nogle for at have fået ridderkorset, og andre for at have modtaget Den Kongelige Belønningsmedalje for henholdsvis 50 eller 40 års tro tjeneste.

Henning var den allersidste, der kom ind til Kong Frederik.

– Jeg takkede for medaljen, og så sagde han, at det var dejligt, at jeg havde holdt ved i så mange år og gjort det godt for Danmark. Han er en flink fyr, meget jordnær og nem at snakke med, siger Henning og fortsætter:

– Vi talte lidt om, hvordan kunne det gå, som det gjorde med slagteriet i Sæby, og at det var trist, at de måtte lide samme skæbne på slagteriet i Ringsted.

Et minde om en særlig tid

Ventetiden var lang, men besøget var kort. Pludselig var det overstået, og omkring klokken 13.30 stod Henning igen ude i solen på slotspladsen, hvor hans kone Helle ventede.

– Det var en stor oplevelse, som jeg havde set frem. Jeg var ikke nervøs, da jeg kom derind, men jeg glemte vist at bukke på vej ud, siger han.

Der var noget særligt ved den arbejdsplads og kollegaerne. Det er medaljen et godt minde om.
- Henning Sørensen

Med medaljen på brystet gik turen hjemad mod Nordjylland igen. Her har Henning det seneste års tid arbejdet hos webshoppen Kystfisken, der leverer friskfanget fisk.

Han pakker fisk og skaldyr i flamingokasser, og selv om han er faldet godt til, savner han nogle gange stadig slagteriet, hvor han nåede at være i 41 år.

– Indimellem nager det mig, at jeg ikke har det fællesskab mere. Der var noget særligt ved den arbejdsplads og kollegaerne, eller havde jeg ikke været der i så mange år. Det er medaljen et godt minde om, som jeg kan tage frem og tænke tilbage på den tid, siger Henning.