Nyhed

Slagterindustri: Lønstigning, fritvalgsstigning og stigning i genetillæg på vej 

Den 1. marts træder vi ind i et nyt overenskomstår. Det betyder bl.a. andet, at slagteriarbejdernes timeløn, fritvalgsordning og genetillæg stiger 

Den 26. februar 2024 er en vigtig dato de medlemmer, der arbejder under overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og DI. Her træder nemlig en del af de aftaler, der blev indgået i forbindelse med OK23 i kraft.

Overenskomsten løber fra 1. marts 2023 til 1. marts 2025, og selvom en lang række af overenskomstens vilkår allerede er i spil, så er der elementer, som parterne var enige om først træder i kraft ét år inde i aftalen.

Forhandlingssekretær Tom Jensen hæfter sig særligt ved, at stigningen på fritvalgsordningen bliver udløst nu:

- Mens vi allerede har stiftet bekendtskab med mange af de øvrige forbedringer, der kom med OK23, da overenskomsten trådte i kraft 1. marts 2023, så kommer løftet af fritvalgsordning først til udmøntning nu. Med de 2 % ekstra har vores medlemmer nu endnu bedre mulighed for at tilrettelægge deres løn alt efter, hvor de er tilværelsen. De kan vælge at få udbetalt en højere løn, de kan sætte stigningen ind på pensionsopsparingen og gemme pengene til senere, eller de kan omsætte stigning til mere frihed. 

HER ER ET OVERBLIK OVER DE FORBEDRINGER, DU KAN GLÆDE DIG TIL:

Timelønnen

Din timeløn stiger med 5,75 kroner pr. 26. februar. Stigning kommer oveni stigningen på 6,00 kroner, der kom pr. 27. februar 2023. Altså er din timeløn steget med 11,75 kroner i timen siden 26. februar 2023.
Hvis du er omfattet af rammeaftalen, er stigningen lagt på akkordbasis.

Frivalgsordningen

Frivalgsordningen stiger med 2 %
Det betyder, at den bliver på 11,20 % på forædlingsområdet og 11,25 % på øvrige områder.

Genetillæg

Gentillæget hæves med 3,5 %. Den steg også pr. 27. februar 2023 med 4,5%
Overtidsbetalingen som fastbeløb stiger 3 %. Hvis du har overtidsbetaling som en procentsats, stiger beløbet i kraft af den højere timeløn.

Pension

Ændringen trådte godt nok i kraft allerede 1. juni 2023. Men fra den dato faldt din egenbetaling til pensionsordningen med 2 % og arbejdsgiverens indbetaling steg tilsvarende. Fordelingen er nu, at du betaler 2 % og din arbejdsgiver betaler 10 %.

Overenskomstfornyelsen viste styrke

Næstformand og chefforhandler Jim Jensen glæder sig over, at overenskomstfornyelsen 2023 vil få en plads i historiebøgerne som en af de overenskomstforhandlinger, der startede sværest ud, men som mundede ud i solide resultater, der fik massiv opbakning:

- Vi fik et rigtigt stærkt forlig på slagterindustriområdet i hus sidste år. 72 % af vores medlemmer deltog efterfølgende afstemningen, og hele 81 % satte deres kryds ved ”ja”.  Den høje stemmeprocent og det overbevisende ”ja tak” sender et stærkt signal til arbejdsgivere og politikere om, at vores medlemmer på slagterindustriområdet står sammen. Det er netop den store opbakning og det stærke sammenhold, der gør det muligt for os at lave et forlig, der ikke blot imødekom den buldrende inflation, vi oplevede sidste år, men som samtidig udviklede vores overenskomster i en retning, der kommer slagteriarbejderne til gode i mange år frem i tiden, konstaterer Jim Jensen.