Nyhed

Tillidsrepræsentant efterlyser kollegaer: ”Vi står klar med arbejde og åbne arme”

Over 100 slagteriarbejdere fra Danish Crown i Ringsted har fortsat karrieren på et af Danish Crowns andre slagterier. I Herning efterlyser tillidsrepræsentanten endnu flere kollegaer.

Tre måneder efter, at de 965 opsagte slagteriarbejdere i Ringsted havde sidste officielle lønningsdag fredag den 13. september, er omkring 550 videre i nyt job. Det viser tal fra Fødevareforbundet NNF.

119 af dem er rykket videre til andre af Danish Crowns slagterier - blandt andet anlægget i Herning, hvor tillidsrepræsentant Kurt Høj har hjulpet 12 nye kollegaer godt på plads.

– De har alle sammen gjort en stor indsats, og vi har gjort det samme for at sørge for, at de hurtigt er faldet til, fortæller Kurt Høj og bringer samtidig en efterlysning.

Står klar med åbne arme

Selv om de nye kollegaer er faldet godt til, har Kurt ét ønske mere.

Vi mangler kollegaer herovre – især udbenere. Vi står klar med arbejde og åbne arme.
- Kurt Høj, tillidsrepræsentant

Der mangler nemlig fortsat hænder på slagteriet i Herning, og derfor opfordrer han nu til, at endnu flere tidligere slagteriarbejdere tager springet fra Sjælland til Midtjylland.

– Vi mangler kollegaer herovre – især udbenere. Så hvis man har mod på det og mulighed for at flytte herover, så står vi klar med arbejde og åbne arme, siger han og fortsætter:

– Jeg håber virkelig, at nogle vil være friske på det. Vi har et ret unikt sammenhold og kun gode erfaringer med de kollegaer, som er kommet fra Ringsted, siger Kurt Høj.

Skal du være Kurts nye kollega på Danish Crown i Herning? 

Hvis du vil vide mere om dine muligheder, så kontakt Fødevareforbundet NNF på tlf.: 3818 7272