Medlemsinfo

Sådan sikrer du sig på sociale medier: Få 5 tips før du taster

Må du kalde chefen en idiot på Facebook? Ja, men du risikerer at få en fyreseddel – også selv om det var for sjov. Her får du fem faglige spillereglerne for sociale medier.

Du har ytringsfrihed på sociale medier, men pas på med at skrive negative opslag eller kommentarer om din chef eller arbejdsplads. Det kan få konsekvenser for dit job. Her får du fem faglige spilleregler til sociale medier.

1. Du skal være loyal – også online

Du repræsenterer din arbejdsplads – også når du er online, og når du har fri. Det betyder, at din arbejdsgiver har ret til at forvente, at du er loyal.

Du behøver ikke at elske dit job hele tiden, men du skal passe på med at skrive noget på sociale medier, som kan skade arbejdspladsens ry. 

Derfor er det allerbedst, at du lader være med at skrive noget om din arbejdsgiver eller arbejdsplads på sociale medier. Så undgår du at havne i en situation, der kan få konsekvenser for dit job.

2. Din chef læser måske med – også selvom du ikke tror det

Selv om du har en lukket profil eller er medlem af en lukket gruppe på fx Facebook, så er de sociale medier åbne for alle. Det betyder, at dit opslag godt kan deles eller blive printet ud, så kollegaer eller chefen kan se det, selv om du ikke er venner med dem.

3. Dine gode jokes kan måske misforstås

Måske har din arbejdsplads en lukket Facebook-gruppe for kollegaerne, men tænk over om du skal være medlem af gruppen – også selv om den er lukket. Melder du dig ind, så vær forsigtig med humor. Selv om gruppen er for kollegaerne, kan dine gode jokes måske misforstås. Er du i tvivl, så lad være med at skrive det.

4. Træk vejret, før du taster, eller tal med tillidsrepræsentanten

Er du irriteret på chefen eller utilfreds med noget på arbejdspladsen? Det kan være fristende at få afløb for din frustration på Facebook, men prøv at trække vejret først og overvej om du vil sige det samme til chefens ansigt. Er svaret nej, så hold dig fra tasterne og tag en snak med din tillidsrepræsentant i stedet.

5. Du kan få hjælp, hvis du er kommet galt afsted

Er du kommet til at skrive noget kritisk, som chefen har opdaget, så tag fat i din tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF hurtigst muligt. Her kan du få hjælp til at tale med din arbejdsgiver og forhåbentlig finde en løsning på problemet.

Du kan få hjælp af Fødevareforbundet NNF

Har du fået en mundtlig eller skriftlig advarsel, eller er du blevet opsagt eller bortvist, så kontakt din tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF på tlf.: 3818 7272.