Nyhed

OK23: "Vi kæmper benhårdt for en ny overenskomst med COOP, men vi kan ikke gøre det alene"

Der er desværre fortsat ikke godt nyt i forhandlingerne med COOP om en ny overenskomst for kædens bagere og slagtere.

Overenskomsten for slagtere og bagere i COOP’s butikker udløb den 1. marts, men forhandlingerne har ikke rykket sig ud af stedet – til stor frustration for medlemmerne ude i butikkerne og for forhandlerne fra Fødevareforbundet NNF.

Der er intet i verden, vi hellere vil, end at sikre vores medlemmer de samme lønstigninger og forbedringer, som resten af arbejdsmarkedet fik i forbindelse med OK23.
- Mette Bisgaard Larsen, forhandlingssekretær

Hverken klassiske forhandlingsmøder eller møder med mediator har fået parterne tættere på hinanden, men det skyldes absolut ikke, at Fødevareforbundet NNF er uvillig til at indgå en ny overenskomst – tværtimod, fastslår forhandlingssekretær Mette Bisgaard Larsen:

- Jeg har desværre hørt, at nogle butikschefer har fortalt vores medlemmer, at det er Fødevareforbundet NNF’s skyld, at forhandlingerne er brudt sammen. Det passer simpelthen ikke. Der er intet i verden, vi hellere vil, end at sikre vores medlemmer de samme lønstigninger og forbedringer, som resten af arbejdsmarkedet fik i forbindelse med OK23. Men det vil COOP ikke være med til, og derfor kan vi ikke nå hinanden, forklarer hun, og fortsætter:

Det kan måske være svært for butikscheferne at forstå, men jeg håber, at vores medlemmer bakker os op i det standpunkt.
- Mette Bisgaard Larsen, forhandlingssekretær

- Vi vil ikke skrive under på en ny overenskomst, der betyder, at vores medlemmer i COOP får mindre ud af OK23 end deres kolleger i andre supermarkeder. Det kan måske være svært for butikscheferne at forstå, men jeg håber, at vores medlemmer bakker os op i det standpunkt, siger Mette Bisgaard Larsen.

Sammenligningsnævnet skal i arbejdstøjet

Forhandlingerne mellem Fødevareforbundet NNF og COOP sker i henhold til den såkaldte hovedaftale, der er indgået mellem FH og COOP. Hovedaftalen beskriver regler og rammer for de overenskomster COOP har med forskellige fagforening, herunder HK, 3F og Fødevareforbundet NNF.

Vi har fuld forståelse for vores medlemmer i COOP, der helt naturligt ønsker sig en ny og forbedret overenskomst snarest muligt. Det, arbejder vi benhårdt på, kan lykkes.
- Mette Bisgaard Larsen, forhandlingssekretær

Hovedaftalen beskriver, hvad der skal ske, når parterne ikke kan blive enige om en ny overenskomst, og her er FH og Fødevareforbundet NNF enige om, at næste skridt er at få sammenligningsnævnet til at kigge på overenskomsten.

- Vi kender desværre ikke tidshorisonten for sammenligningsnævnet. Til gengæld har vi fuld forståelse for vores medlemmer i COOP, der helt naturligt ønsker sig en ny og forbedret overenskomst snarest muligt. Det, arbejder vi benhårdt på, kan lykkes, fastslår Mette Bisgaard Larsen.