Foto af Rune Evensen
Nyhed

Arbejdsfordeling på Tican Brørup: "En træls situation"

Der mangler grise til slagtning i hele Danmark, og det medfører nu, at Ticans slagteri i Brørup sender medarbejderne på arbejdsfordeling i 13 uger. Træls, men alternativt er værre, lyder det fra tillidsrepræsentanten.
Arkiv Bo Gert Christensen, TR Tican Brørup
Arkiv Bo Gert Christensen, TR Tican Brørup

- Set med de positive briller beholder vi alle sammen vores arbejde, men helt grundlæggende er det en træls situation, vi står i.

Sådan beskriver tillidsrepræsentant Bo Gert Christensen situationen på Ticans slagteri i Brørup.

Manglen på slagtegrise har fået slagteriet til at lukke produktionen ned to dage om ugen i de næste 13 uger. De slagteriarbejdere, der er medlem af en a-kasse, kan få dagpenge de to lukkedage, mens de øvrige medarbejdere må bruge ferie eller frihed eller betale for lukkedagene af egen lomme.

Slagterkæden holder lukket fredage og mandage, mens opskæringen ligger stille mandage og tirsdage.

Til JyskeVestkysten fortæller den konstituerede administrerende direktør i Tican, Steen Sønnichsen, at fordelingen betyder, at slagteriet undgår fyringer:

- Det er selvfølgelig ikke nogen god nyhed, men alle har kunnet se, at det her er den bedste måde at tackle situationen på, fordi vi i denne periode så kan undgå fyringer. Det er en løsning, hvor alle bibeholder jobbet. Det har været meget konstruktivt, men selvfølgelig er det et trælst tema for medarbejderne og vores tillidsfolk, men vi har håndteret det i fællesskab.

Mest lettelse og let frustration

Bo Gert Christensen fortæller, at hans kolleger helt overordnet har modtaget beslutningen om fordeling positivt. Både fordi det trods alt er bedre end en fyreseddel, men flere kolleger ser også positivt frem til en sommer med lidt færre arbejdsdage. Han havde dog gerne set, at virksomheden havde bragt flere muligheder i spil:

- Når vi oplever et fald i produktionen, så giver det jo også mulighed for at bruge den overskydende tid på noget mere fremtidssikret. Det kunne for eksempel være systematisk efteruddannelse af medarbejderne. Men det bliver altså ikke i denne omgang. Kollegaerne har naturligvis mulighed for at bruge deres selvvalgte uddannelse, men det forventer jeg ikke, at mange vil gøre brug af, konstaterer Bo Gert Christensen.

Arbejdsfordelingen startede mandag den 29. maj og løber 13 uger frem til slutningen af august.

Når vi oplever et fald i produktionen, så giver det jo også mulighed for at bruge den overskydende tid på noget mere fremtidssikret fx systematisk efteruddannelse af medarbejderne. Men det bliver altså ikke i denne omgang.
- Bo Gert Christensen

Katastrofal mangel på slagtegrise

Det er ikke kun hos Tican i Brørup, at de mangler slagtegrise. I april meddelte Danish Crown, at koncernen lukker deres slagteri i Sæby. Det koster 800 slagteriarbejdere jobbet.

Faldet i slagtegrise skyldes dog ikke, at der bliver født færre grise i Danmark. Men fremfor at sende grisene til slagtning på de danske slagterier vælger et stigende antal svineproducenter at eksportere grisene til opfedning og slagtning i udlandet. I 2022 blev over 14 millioner grise transporteret til udlandet.

Det fik tidligere på året næstformand for Fødevareforbundet NNF Jim Jensen til at lange ud efter svineeksportørerne:

- Det er noget svineri, når griseproducenterne vælger at eksportere størstedelen af de danskfødte grise til opfedning og slagtning i udlandet. Dansk natur og miljø bliver belastet, men jobbene ryger til udlandet, og griseproducenterne scorer kassen.

Det er Bo Gert Christensen enig i. Han håber, at svineproducenterne vil opgive deres eksporteventyr og i stedet holde hånden under danske arbejdspladser.