Foto af Rune Evensen
Nyhed

Tre generationer (gen)skaber minder på familielejr: ”Vi er blæst bagover”

Mere end 230 børn og voksne er i uge 27 samlet til Fødevareforbundet NNF første familielejr i over 20 år. Familien Hollænder er tre generationer afsted, og de voksne håber, at børnene får lige så gode minder, som de selv har fra sidst, de var på familielejr i 1996.

De har faktisk snydt lidt. For feriehusene på Skærbæk Centeret er beregnet til syv personer, og familien Hollænder er otte. Men på Fødevareforbundet NNF’s familielejr er nøgleordet ”fællesskab”, og mindstemanden Lauge er med sine fire måneder lejrens yngste deltager.

Han er afsted med sin mor, storebror, moster, to kusiner og bedstemor og bedstefar, som han indimellem får vækket om natten.

Vi ses flere gange om ugen, men det giver noget helt andet at være sammen en hel uge.
- Helle Hollænder

Men selv om de tre generationer kommer hinanden ved i feriehuset på 43kvm, nyder de at være på familielejr.

– Vi ses flere gange om ugen, men det giver noget helt andet at være sammen en hel uge. Vi er tæt på vores børn og børnebørn og ser nogle andre sider af dem, siger bedstemor Helle og bliver suppleret af bedstefar Anton:

– Det er også sjovt at være så tæt sammen 24 timer i døgnet. Det kan noget mere end bare at fejre en fødselsdag sammen.

– Vi får det til at fungere og er gode til at supplere hinanden. Så skiftes vi fx til at tage børnene med til en aktivitet, mens de andre kan få en lur, indskyder parrets datter Nathasja.

Genskabe ferieminder

Familien har både været på charterferie sammen og i sommerhus på Bornholm, men i år er turen gået til Fødevareforbundet NNF’s familielejr i Skærbæk Centeret. Her er mere end 230 børn og voksne samlet i uge 27 til masser af fællesskab, sjov og aktiviteter.

Det er virkelig dejligt, at man hverken skal lave mad eller gøre rent.
- Helle Hollænder

Familien Hollænder har glædet sig til det hele, men især ”all inklusive” har været et kæmpe plus.

– Det er virkelig dejligt, at man hverken skal lave mad eller gøre rent, men bare kan slappe af og være sammen, siger Helle, som skyndte sig at slå til, da tilbuddet kom.

Det er nemlig ikke første gang, at familien Hollænder er på familielejr med Fødevareforbundet NNF.

Det har været en glæde i sig selv, at jeg skulle give mine børn nogle af de samme barndomsminder, som jeg har fra Pinenhus.
- Nathasja Hollænder

Tilbage i 1996 var Helle og Anton afsted med alle deres seks børn på forbundets familielejr på hotel og konferencecenter Pinenhus ved Limfjorden.

– Den ferie er et af mine bedste sommerferieminder. Det var så sjovt og hyggeligt. Alle var søde og rare, og vi fik en masse venner, husker Nathasja.

Derfor har hun også glædet sig til at skulle afsted igen med sine egne børn.

– Det har været en glæde i sig selv, at jeg skulle give mine børn nogle af de samme barndomsminder, som jeg har fra Pinenhus, og at høre om børnenes forventninger. Hold op, hvor har de glædet sig, og i går sagde Alberte: ”Det bliver bare den bedste uge”, siger Nathasja.

Blæst bagover

Det er over tyve år siden, at Fødevareforbundet NNF sidst holdt familielejr, men efter kongressen i 2021 besluttede hovedbestyrelsen, at forbundet gerne vil tilbyde medlemmerne nogle medlemsgoder og aktiviteter, som ligger udover dét, de i forvejen får for deres kontingent.

– Mange medlemmer af Fødevareforbundet NNF har hårdt fysisk arbejde. Mange af dem arbejder på skæve tidspunkter, og det kan godt gå hårdt ud over familielivet. Derfor vil vi gerne give vores medlemmer et ferietilbud, som de kan nyde sammen med deres familier og skabe minder, siger forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast og tilføjer:

– Da vi holdt familielejr for 20 år siden, var det en stor succes. Det håber jeg også, at det bliver i år.

Vi er blæst bagover.
- Nathasja Hollænder

Hos familien Hollænder er der ingen tvivl:

– Vi er blæst bagover, siger Nathasja og bliver suppleret af Helle:

– Det er virkelig godt arrangeret. Der er aktiviteter for både børn og voksne, maden er god, og personalet er så søde og imødekommende.

Klik gennem galleriet og se billeder fra familielejren

Faktaboks: Fødevareforbundet NNF’s familielejr

Fra mandag den 3. juli til søndag den 9. juli afholder Fødevareforbundet NNFfamilielejr på Skærbæk Centeret.

Familielejren er for medlemmer af forbundet og koster 2.500 kr. pr. voksen og 1.500 kr. pr. barn over 3 år. Prisen inkluderer indkvartering, fuld forplejning alle dage, daglige aktiviteter, udflugter og masser af spændende oplevelser, som er arrangeret i samarbejde med AOF Sydjylland.