Foto af Rune Evensen
Nyhed

To ud af tre fyrede slagteriarbejdere har fået nyt job

De seneste seks måneders indsats for at hjælpe de opsagte slagteriarbejdere i Sæby godt videre har båret frugt. To ud af tre har fundet nyt job eller er startet uddannelse. Det glæder forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF Per Hansen.

Seks måneder efter, at Danish Crown i Sæby lukkede, har to ud af tre af de opsagte slagteriarbejdere fundet nyt arbejde. Det viser nye tal fra Fødevareforbundet NNF.

Lukningen blev annonceret torsdag den 20. april og effektueret onsdag den 21. juni. I et tæt samarbejde med Danish Crown, Frederikshavn Kommune og Jobcenter Frederikshavn har Fødevareforbundet NNF arbejdet intenst på at hjælpe de opsagte slagteriarbejdere videre i anden beskæftigelse eller uddannelse.

Det har været en topprioritet for forbundet at få hjulpet de opsagte medlemmer bedst muligt videre.
- Per Hansen, forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF

Indsatsen betyder, at 452 af de 693 opsagte slagteriarbejdere har fundet et andet arbejde eller er startet på en uddannelse.

- Det er utroligt glædeligt, at så mange er kommet videre i nyt arbejde. Det har været en topprioritet for forbundet at få hjulpet de opsagte medlemmer bedst muligt videre, og det har været en fornøjelse at se det engagement, som både kollegaer i forbundet og eksterne samarbejdspartnere er gået til opgaven med. Det gør mig både glad og stolt, siger Per Hansen, der er forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF, og fortsætter:

- Slagteriarbejdere har ry for at være eftertragtet arbejdskraft, og det er godt at få bekræftet, at det rent faktisk også forholder sig sådan. Særligt set i lyset af, at det lukkede slagteri lå i et område af Danmark, hvor man godt kunne have frygtet, at der var længere mellem jobbene, siger forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF Per Hansen.

141 tidligere slagteriarbejdere fra Sæby er fortsat på nogle af Danish Crowns andre slagterier.

Fortsat fokus på de ledige

Mens to ud af tre af de opsagte slagteriarbejdere er kommet videre i ny beskæftigelse, er 225 fortsat tilmeldt Jobcenteret. Men dem bliver der taget godt hånd om, forsikrer Per Hansen:

- Jobbanken, der blev nedsat i forbindelse med lukningen, forbliver som minimum aktiv frem til februar. Er der fortsat behov for en særlig indsats efter den tid, står vi naturligvis klar til at hjælpe folk videre. Der er mange ting, der spiller ind på, hvor hurtigt de tidligere slagteriarbejdere kan komme i job. Dels kompetencer og erfaring, men når vi taler ufaglært arbejdskraft, så betyder sæsonudsving og konjunkturændringer også meget, forklarer han.

Han er dog fortrøstningsfuld og forventer, at det også bliver muligt at få de sidste fyrede slagteriarbejdere godt videre:

- I samarbejde med Jobcenteret har vi søgt om midler fra Globaliseringsfonden til opkvalificering af de tidligere slagteriarbejdere. Vi har altså sikret mulighed for, at den enkelte ledige kan få økonomisk støtte og hjælp til den uddannelse, der er nødvendig for at komme videre i nyt job. Det har været en vigtig opgave for Fødevareforbundet NNF at sørge for, at der økonomiske midler til rådighed for de medlemmer, der har brug for opkvalificering for at komme videre, fastslår Per Hansen.

FAKTA: Sådan er det gået de fyrede slagteriarbejdere

693 slagteriarbejdere blev opsagt i forbindelse med lukningen.

468 er ikke længere ledige.

16 er gået på pension eller efterløn, mens 452 er i arbejde eller under uddannelse. Af dem er 141 fortsat hos Danish Crown.
225 er tilmeldt Jobcenteret og altså fortsat ledige.