Nyhed

Chok i Sæby: "Fabrikken har været deres liv"

Slagteriet i Sæby lukker, og det har med ét skabt en kæmpe usikkerhed for de 800 medarbejdere. For hvor går man nu hen?

Skuffelse. Vrede. Bitterhed. Der er næppe den negative følelse på registreret, som ikke har været i spil i Sæby, efter medarbejderne i går fik at vide, at slagteriet skal lukkes. Det fortæller fællestillidsrepræsentant Jens Hansen.

- Folk var i chok. Mange har været her i rigtig mange år, så fabrikken har været hele deres liv, siger han.

Han fortæller, at langt de fleste medarbejdere bor tæt på arbejdspladsen og har hele deres hverdag i nærområdet. Der er tilfælde, hvor både mand og kone arbejder på slagteriet, og rigtig mange har en stor del af deres omgangskreds blandt kollegerne.

- De har skabt et fantastisk netværk og en masse gode arbejdskammerater på virksomheden. Der er mange ting, der går igennem hovedet på dem, siger Jens Hansen.

Hvor går man nu hen?

Udmeldingen om lukningen har skabt en stor usikkerhed blandt slagteriarbejderne, der ikke ved, hvad der nu skal ske.

- Mange tror ikke, at de kan andet, når de har været her så mange år. Vi er også i et område, hvor der ikke af en masse job af den type. Så de tænker på, hvor de skal gå hen, siger Jens Hansen.

Mange har været her i rigtig mange år, så fabrikken har været hele deres liv
- Jens Hansen, fællestillidsrepræsentant, Danish Crown Sæby

Danish Crown har meldt ud, at koncernen over den kommende tid skal bruge op imod 450 nye medarbejdere på de øvrige slagterier, men det er langt fra aktuelt for alle at tage til Herning, Horsens, Blans eller Ringsted, fortæller fællestillidsrepræsentanten.

- Man skal være villig til at rykke teltpælene op og flytte sig rigtig langt. Vi har nærmest ingen, der pendler hertil. Stort set alle kollegerne er bosiddende her og har familie og venner i Nordjylland. Det er svært for dem, siger han.

Skal være økonomisk attraktivt at flytte

Jens Hansen håber, at der kan forhandles en aftale på plads med Danish Crown, hvor der er en økonomisk gulerod ved at tage imod et job på et af de andre slagterier.

- Det er dyrt at rykke teltpælene op og starte tilværelsen op et andet sted, så vi vil kæmpe for, at det gøres økonomisk attraktivt, siger han.

Vi er også i et område, hvor der ikke af en masse job af den type. Så de tænker på, hvor de skal gå hen
- Jens Hansen, fællestillidsrepræsentant, Danish Crown Sæby

Forhandlingerne starter tirsdag den 25. april, og i første omgang vil Jens Hansen og kollegerne gøre et forsøg på helt at afværge lukningen.

- Men det bliver svært. Der er ikke flere grise, end der er. Så skal vi ikke lukke, skal de måske lukke et andet sted. Det tror jeg ikke rigtig på, siger han.

Tillidsrepræsentanters fornemmeste rolle er nu at være der for kollegerne og svare på spørgsmål efter bedste evne. Og så starter et stort arbejde med at forsøge at hjælpe kolleger videre i andet arbejde.

- Vi skal se på, hvordan kan vi hjælpe kollegerne allerbedst videre i forhold til de jobmuligheder, der er. Det bliver en stor mundfuld, siger han.