2022 blev endnu et travlt år for Fødevareforbundet NNF og forbundets medlemmer. Selv om starten på det nye år var præget af corona-restriktioner, fejrede vi i Fødevareforbundet NNF, at de allerførste borgere nu fik udbetalt tidlig pension.
Muligheden for at søge kom i 2021, og den 1. januar 2022 var de første borgere officielt på ydelsen. Det er i løbet af året blevet slået fast, at ordningen i høj grad kommer Fødevareforbundet NNF’s medlemmer til gavn, da netop vores medlemmer er en af de grupper, hvor flest søger.
Derfor har forbundet og ikke mindst forbundsformand Ole Wehlast i løbet af 2022 inderligt forsvaret retten til tidlig pension. Ikke mindst under valgkampen i oktober, hvor vi turnerede landet rundt med budskabet om, at retten til tidlig pension ikke blot bevares, men også styrkes.
Sammenhold giver styrke
2022 var også året, hvor OK23 blev skudt i gang. Medlemmerne af Fødevareforbundet NNF kunne indsende deres krav til forårets overenskomstforhandlinger, og OK-bussen kørte i uge 38 og 40 landet rundt for at møde medlemmerne på deres arbejdsplads og høre deres ønsker til forhandlingerne.
Særligt et tema gik igen: Løn. Selv om det ifølge næstformand Jim Jensen ser svært ud, får det ikke forbundet til at tøve. Men solidaritet og sammenhold bliver endnu en gang afgørende for resultaterne af forhandlingerne.
At netop sammenhold giver styrke var tydeligt, da knap 300 kolleger fra Ticans slagteri i Brørup i marts valgte at nedlægge arbejdet, da deres tillidsrepræsentant fik en skriftlig advarsel.
Det var også sammenhold, der sikrede medlemmerne på Bisca 350.000 kr., som en fejl i lønudbetalingen havde kostet dem. Og kollegialt sammenhold betød også, at medlemmerne hos Mac Baren Tobacco Company fik et nyt fælles motionsrum.
Scroll ned gennem artiklen, og (gen)oplev året der gik i Fødevareforbundet NNF.
I januar 2022 fik de første borgere udbetalt tidlig pension. Men både Konservative og Venstre havde inden årsskiftet meldt ud, at partierne ville afskaffe ordningen, hvis de kom til magten. Ved en konference om fremtidens pensionssystem på Christiansborg i februar, slog forbundsformand Ole Wehlast derfor fast, at partierne ville få "kamp til stregen af os. De vil møde en kamp-organisation”.
Den 24. februar ændrede verden sig. Putin valgte at invadere Ukraine, og Europa var i krig. Næstformand Jim Jensen meldte hurtigt ud, at ukrainske flygtninge var velkomne i fødevarebranchen. Forbundet valgte også at donere 100.000 kr. til Dansk Folkehjælps arbejde for ukrainske flygtninge, og lokalafdelingerne donerede tilsammen hele 330.000 kr. til krigens ofre.
I marts lagde de knap 300 slagteriarbejdere på Ticans slagteri i Brørup knivene i protest over, at deres fællestillidsrepræsentant Bo Gert Christensen havde fået en skriftlig advarsel af ledelsen på slagteriet. Strejken fortsatte i fem dage, fordi medarbejderne mente, at advarslen svækkede deres tillidsrepræsentant som institution.
I den anden ende af landet var tillidsrepræsentant Thomas L.W. Hansen på Bornholm glad. I tre år havde medarbejderne hos Danish Crown i Rønne indbetalt 4,2% af deres løn til et medarbejderselskab, men den 1. april begyndte medarbejderne at få deres indbetalte penge retur. I samme ombæring opsagde de aftalen om 40 timers arbejdsuge.
For første gang i tre år blev 1. maj fejret med røde faner og fællessang i Fælledparken. Forbundsformand Ole Wehlast holdt i år tale i Ishøj, og hvor han blandt andet sagde:
”I Fødevareforbundet NNF vil vi bekæmpe alle, der vil forringe eller afskaffe tidlig pension. Vi har både modet og viljen til at kæmpe for vores medlemmers ret til en værdig tilbagetrækning”.
Hos kagefabrikken Bisca havde medlemmerne også viljen til at kæmpe for over 350.000 kroner, som virksomhedens nye lønfirma skyldte dem. Lønfirmaet havde nemlig ikke beregnet feriepenge, pension og søgnehelligdagstillæg af medarbejdernes fritvalgsopsparing. Problemet er ifølge Fødevareforbundet NNF udbredt, og derfor er det en god idé at få tjekket sine lønsedler.
På Folkemødet på Bornholm i juni havde Fødevareforbundet NNF samlet både tillidsrepræsentanter, politikere, arbejdsgivere og eksperter til debatter om, hvordan vi sikrer et bedre samarbejde med udenlandske kollegaer, hvordan fordomme står i vejen for flere faglærte, og hvordan det at være tillidsrepræsentant er meget mere end det faglige arbejde.
I juni viste det sig også, at 37.700 borgere var blevet tilkendt tidlig pension, siden det blev muligt at søge i august 2021. 476 af dem var medlemmer af Fødevareforbundet NNF’s a-kasse. A-kassen havde i alt 1.853 personer med alderen til at søge, så det betød, at hvert fjerde medlem med muligheden for at søge var blevet tilkendt ordningen.
I 48 år havde Jørgen Larsen troligt passet sit arbejde på Danish Crown i Aabenraa. Derfor blev han i august tildelt Den Kongelige Belønningsmedalje af dronningen.
På slagterierne oplevede de et fald i leveringerne af grise, og i september meddelte Danish Crown, at koncernen skulle afskedige 350 medarbejdere. Omkring 275 ville blive opsagt på slagteriet i Sæby og ca.75 i Ringsted. Fyringerne kom ifølge tillidsrepræsentanten i Sæby som et chok. Det endte bedre end frygtet i både Ringsted og Sæby, men mange kolleger måtte alligevel se sig om efter et nyt job.
I uge 38 og 40 fik 70 virksomheder, der beskæftiger over 11.000 medlemmer af Fødevareforbundet NNF, besøg af OK-bussen med forbundets næstformand Jim Jensen og hans kollegaer på overenskomstområdet. Det har været en fast tradition siden 2007, at forbundets forhandlere kører landet rundt og møder medlemmerne for at blive klogere på deres ønsker til de kommende overenskomstforhandlinger.
I september fik alle medlemmer af Fødevareforbundet NNF besked om, at de fik to måneders gratis fagforeningskontingent. Den 1. oktober fik forbundet nemlig ny kontingentstruktur, som sikrer nye medlemmer af fagforeningen op til to måneders gratis kontingent. Derfor skulle eksisterende medlemmer naturligvis også have to måneders gratis fagforeningskontingent.
Den 5. oktober udskrev statsminister Mette Frederiksen folketingsvalg til afholdelse den 1. november. Gennem hele valgkampen turnerede Fødevareforbundet NNF rundt i hele landet med ét altoverskyggende budskab: Styrk tidlig pension.
Natten til den 2. november stod det klart at rød blok havde sikret sig 90 mandater. Det glædede forbundsformand Ole Wehlast, at retten til tidlig pension var sikret, men han håbede fortsat på, ordningen kunne styrkes og fremtidssikres.
Hos Mac Baren Tobacco Company drømte medlemmerne om et motionsrum på arbejdspladsen. Ved hjælp af et stærkt kollegialt sammenhold og økonomisk støtte fra virksomheden, fik kollegaerne drømmen til at gå i opfyldelse.
November og december er nogle ekstra travle måneder for mange medlemmer af Fødevareforbundet NNF. Der skal produceres kilometervis af flæskestege på slagterierne og mange tusind liter risalamande på mejerierne, og i delikatesserne i landets supermarkeder knokler forbundets medlemmer også for at levere julefrokoster til både private selskaber og arbejdspladser. På de mest travle dage i Bilka i Kolding skal der laves 500-700 julefrokostkuverter.
Den 15. december præsenterede statsminister Mette Frederiksen Danmarks nye regering, som består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Jacob Jensen (V) blev udnævnt som ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, og forbundsformand Ole Wehlast ser frem til, at de i fællesskab kan finde løsninger på de store udfordringer, fødevarebranchen står over for.
Tak for i år og på gensyn i 2023!