Nyhed

Trepartsaftalen virker – Danish Crown opretter flere praktikpladser

Det er positivt, at den seneste trepartsaftale får Danish Crown til at oprette ekstra hold med slagterlærlinge, lyder det fra Fødevareforbundet NNF.

I Danish Crown har der de seneste år været en stigning i antallet af lærlinge og elever i koncernen, og efter regeringen den 28. maj indgik en trepartsaftale om at øge støtten til lærlinge og elever i resten af 2020, vil Danish Crown nu søge endnu flere lærlinge og elever.

Danish Crown havde i slutningen af maj i år 102 lærlinge på kontrakt. Det er ifølge koncernen en stigning på 29 procent siden august 2017.

I Fødevareforbundet NNF glæder forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet Per Hansen sig over tiltaget:

- Det er rigtig positivt, at den aftale, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik den 28. maj, så hurtigt giver udslag i flere oprettede praktikpladser. Jeg håber, at mange unge vil kunne se perspektivet i at tage en stærk, faglig uddannelse som slagter.

De seneste år har Danish Crown faktisk haft flere ledige praktikpladser. Derfor er det også planen, at det tilskud, som Danish Crown resten af 2020 vil modtage fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, skal bruges til at synliggøre lærlinge pladserne i Danish Crown endnu mere.