Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards forslag til, hvordan de ledige kan hjælpes videre til nyt arbejde, indeholder ni forslag, der alle kredser om uddannelse og opkvalificering af ledige – ikke mindst ledige ufaglærte og faglærte med en uddannelse af ældre dato.
Det er dels forslag om forbedringer og forenklinger af eksisterende ordninger, men der bliver også åbnet op for nye muligheder.
I Fødevareforbundet NNF hæfter forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet Per Hansen sig særligt ved, at mange af forslagene gør det nemmere for ufaglærte at få en faglært uddannelse:
- Jeg synes, at det er rigtig positivt, at ledige ufaglærte fra august i år ikke længere skal gennem en karensperiode, før de kan starte på et uddannelsesforløb eller på et kortere erhvervsrettet kursus. De kan nemlig fremover starte på uddannelse på deres første ledighedsdag. Et andet positivt forslag er, at ledige fra 1. august får ret til at tage en erhvervsuddannelse med 110 % af den hidtidige dagpengesats – hvis det vel at mærke er indenfor et af de fag, hvor der er behov for arbejdskraft.
Pakken indeholder også et forslag om, at faglærte ledige, kan blive voksenlærlinge allerede efter tre måneders ledighed – og ikke først efter seks måneder, som det er tilfældet i dag.
- Jeg synes, at det er rigtig positivt, at ledige ufaglærte fra august i år ikke længere skal gennem en karensperiode, før de kan starte på et uddannelsesforløb eller på et kortere erhvervsrettet kursus.
Det lille hår i suppen
Ifølge Per Hansen er der overordnet set tale om en fornuftig pakke, som i høj grad rammer plet i forhold til Fødevareforbundet NNF’s medlemmer.
- Pakken styrker mulighederne for, at vores medlemmerne kan opkvalificere sig, og dermed øge deres muligheder for en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg ser pakken som udtryk for, at vi nu har en regering, der tror på, at man bedst hjælper de ledige ved at gøre det nemt at opkvalificere sig - og hvor tidligere tiders pisk, er erstattet med økonomiske gulerødder.
Netop fordi der er så fine takter i det nye forslag, ærgrer det også Per Hansen, at der er en udløbsdato på forslagene:
- Desværre er der langt hen ad vejen tale om midlertidige ordninger. De er naturligvis sat i verden for at løse den aktuelle situation, arbejdsmarkedet befinder sig i efter corona-nedlukningen, men jeg havde alligevel gerne set, at der var tale om permanente løsninger. Det er nemlig nogle rigtigt gode forslag, regeringen her bringer i spil, siger Per Hansen.
Regeringens forslag skal nu forhandles på plads med forligspartierne, og en endelig aftale skal hastebehandles i Folketinget inden sommerferien.