Foto af Ursula Bach for PensionDanmark
Medlemsinfo

Få klik afgør, hvem der arver din pension: Tjek, hvor pengene lander

Du bestemmer selv, hvem der skal arve din pension. Men hvem får pengene, hvis du ikke tager stilling? Få svaret her - og se, hvordan du nemt kan ændre det.

Det tager kun få klik at få styr på, hvem der skal have dine pensionspenge, når du dør. Og det kan være vigtigt for dem, du efterlader, at du har truffet en beslutning.

Når du har din pensionsopsparing i PensionDanmark er dine efterladte sikret et mindstebeløb på typisk 500.000 kr., hvis du dør før pensionsalderen.

Har du din opsparing hos Industriens Pension, er beløbet mellem 300.000 og 1,2 mio. kroner. 

Er din pensionsopsparing højere end minimumsbeløbene, får dine efterladte i stedet udbetalt det beløb, du har sparet op.

Men hvis du har særlige ønsker til, hvem der skal have pengene, er det vigtigt, at du selv tager stilling.

Hvem arver, hvis du ikke selv vælger?

Dine pensionspenge bliver automatisk udbetalt til dine nærmeste pårørende i denne rækkefølge:

  1. Din ægtefælle.

  2. Din samlever, hvis I har boet sammen i mindst to år eller har barn sammen.

  3. Dine børn, børnebørn og øvrige livsarvinger.

  4. Arvinger efter dit testamente.

  5. Dine arvinger efter arveloven.

Det er derfor vigtigt at tjekke, hvem der skal have dine pensionspenge. Det kan du gøre med få klik hos dit pensionsselskab:

Vil du gerne give andre end din ægtefælle, samlever eller dine børn pengene, bør du kontakte dit pensionsselskab, da der kan være skattemæssige forhold, du skal tage højde for.

Har du en samlever? Så vær særligt opmærksom

Er du ikke gift med din samlever, er det ekstra vigtigt at tjekke, hvem der arver din pension. Din samlever kan få pensionspengene, men arver ikke automatisk dine øvrige værdier, som bolig eller bil.

Skifteretten undersøger heller ikke, om du efterlader en samlever. Derfor er det en god idé at indsætte din samlever som begunstiget med navn og CPR-nummer.

Det samme gælder, hvis du vil begunstige en udenlandsk statsborger.

Hvad hvis du allerede får udbetalt pension?

Hvis du dør, efter at udbetalingerne fra PensionDanmark er begyndt, får dine efterladte resten af en eventuel aldersopsparing og ratepension.

For din livsvarige pension gælder andre regler. Her er dine efterladte kun sikret udbetaling i den periode, hvor du eventuelt har valgt udbetalingssikring.