Nyhed

OK25: Ny overenskomst til fødevareindustrien 

Fødevareforbundet NNF og DI er blevet enige om en ny overenskomst. Chefforhandler for Fødevareforbundet NNF Jim Jensen kalder forliget ”solidt”
Ole Wehlast og Jim Jensen skriver under på den nye fødevareindustrielle overenskomst
Ole Wehlast og Jim Jensen skriver under på den nye fødevareindustrielle overenskomst

Det tog sin tid, men tidligt fredag morgen kunne chefforhandlerne for Fødevareforbundet NNF Jim Jensen og Ole Wehlast samt Jesper Koch og Claus Loft fra DI sætte deres signatur på de 28 protokollater, der udgør den nye 3-årige fødevareindustrielle overenskomst.

- Det er et solidt forlig. Den nye overenskomst indeholder flere elementer, som har været vigtige for os. Fx får medarbejdere, der får aflyst overarbejde på en fridag, kompensation, fortæller Jim Jensen.

Den nye overenskomst indeholder flere elementer, som har været vigtige for os.
- Jim Jensen

Han fremhæver også, at Fødevareforbundet NNF og DI har besluttet at sætte fokus på den stigende andel af fremmedsprogede medarbejdere i branchen:

- Fødevareindustrien er en international branche, og vi har gode kolleger fra hele verden. Fødevareindustrien kan ikke klare sig uden vores udenlandske kolleger, men det er ikke uden udfordringer, at have mange forskellige sprog på arbejdspladsen. Præcis hvilke udfordringer, der er, og hvordan de kan løses, skal et udvalg kigge nærmere på, fortæller Jim Jensen.

Højere løn, højere pension og højere fritvalgsordning

Den nye overenskomst indeholder også reguleringer af lønnen. Medarbejderne i fødevareindustrien kan fx se frem til 14,25 kr. mere i timen hen over perioden og en højere pensionsindbetaling finansieret af arbejdsgiverne. Og så vokser fritvalgsordningen:

- Fritvalgsordningen udgør omkring halvanden måneds ekstra løn om året. Men ud over at få pengene udbetalt som løn, kan man også vælge at sætte den ind på pensionen, eller bruge den til at holde fri for, forklarer forhandlingssekretær Anette Sønderby Larsen.

Fritvalgsordningen udgør omkring halvanden måneds ekstra løn om året
- Anette Sønderby Larsen

Og mulighederne for at bruge fritvalgsordningen til frihed er blevet flere med den nye overenskomst. Alt efter den enkelte medarbejders behov, kan de vælge at holde to børnebørnsomsorgsdage, barnets 3. sygedag, og de kan få fri til at ledsage nærtstående familiemedlemmer til lægebesøg eller lignende. Nærmer man sig slutningen af sit arbejdsliv, kan fritvalgsordningen også bruges til at finansiere seniorordningen.

- Overenskomsten giver ret til, at man kan holde op til 46 seniordage om året. Det bliver altså muligt at gå ned på en 4-dages uge, hvis man har behov for det, konstaterer Anette S. Larsen.

Forædlingen afventer resultatet på slagterindustrioverenskomsten

En del af medarbejderne i forædlingen arbejder på rammeaftalen (akkord). 
Fødevareindustriens rammeaftale følger rammeaftalen på slagterindustriområdet, men her har parterne ikke kunnet blevet enige. De skal mødes til forhandlinger i forligsinstitutionen søndag den 16. marts, og det er på nuværende tidspunkt uvist, hvordan aftalen om rammeaftalen lander.

Resultatet af forhandlingerne om rammeaftalen på slagteriområdet vil blive afspejlet i rammeaftalen på det fødevareindustrielle område.