Har du stemt om din nye overenskomst?
Det har Gitte Larsen, som er tillidsrepræsentant for kollegaerne på småkagefabrikken Bisca. De er alle sammen omfattet af den fødevareindustrielle overenskomst, som Fødevareforbundet NNF har indgået med DI.
Gitte har stemt JA, og hun anbefaler sine kollegaer at gøre det samme.
Hvad er du særligt glad for i den nye overenskomst?
Det er positivt, at vi får ret til mere frihed. Især forbedringerne for seniorerne er rigtig gode. Vi har en del kollegaer, som har været her i mange år, og det er godt for dem at få ret til mere frihed. Vi håber, at det kan få dem til at fortsætte lidt længere. Vi vil jo gerne beholde dem og deres mange års erfaring og kompetencer.
OK25: Ret til barnets tredje sygedag og seniordage
Forældre får ret til at holde fri ved barns tredje sygedag, og bedsteforældre får ret til to børnebørnsomsorgsdage om året.
Samtidig får ansatte ret til at holde fri til at ledsage nærtstående familie til læge eller samtaler med myndigheder.
Det er muligt at bruge sin fritvalgsordning til at få betaling for fraværsdagene.
Seniordage
Seniorer får ret til op til 46 seniorfridage om året. Hvis man ønsker det, kan man bruge fritvalgsordningen til at få betaling for seniordagene.
Hvem får ellers glæde af den øgede frihed i overenskomst?
Vores kollegaer med børn under 14 år får ret til at holde fri ved barnets tredje sygedag. Vi har en del yngre kollegaer særligt fra Ukraine, som ikke har deres bagland her i Danmark, og de får glæde af den nye mulighed.
Generelt er vores virksomhed fleksibel, og vi plejer at få den frihed, vi ønsker. Til gengæld er vi også gode til at hjælpe med overarbejde, når der er behov for det.
Udover friheden – hvad ser dine kollegaer så som det største plus?
At timelønnen stiger. I alt får vi 14,25 kroner mere i timen over tre år. Det betyder noget for kollegaerne. Bisca ligger i Udkantsdanmark, så mange af dem kører langt for at komme til og fra arbejde. Det har været dyrt på grund af de høje benzinpriser.
Derfor havde vi ønsket os en god lønstigning, da OK-bussen var her i efteråret, og jeg synes, at det ser fornuftigt ud.
Faktaboks: Så meget stiger timelønnen
- 5,00 kr. pr. 24. februar 2025
- 4,75 kr. pr. 23. februar 2026
- 4,50 kr. pr. 1. marts 2027
I alt 14,25 kroner i timen over tre år.
Derudover stiger fritvalgsordningen med 1 % den 23. februar 2026 og med yderligere 1 % pr. 1. marts 2027.
Få svar på dine spørgsmål på OK25.nnf.dk
På ok25.nnf.dk kan du blive klogere på din nye overenskomst og reglerne for afstemningen.
Du kan også få svar på de mest stillede spørgsmål og finde protokollaterne.
Har du spørgsmål, kan du i første omgang tage fat i din tillidsrepræsentant. Ellers er vi klar til at hjælpe dig på tlf.: 38 18 72 72 eller mail: nnf@nnf.dk