Nyhed

OK25: Gourmetslagternes overenskomst i hus

I nat blev Danske Slagtermestre og Fødevareforbundet NNF enige om en ny overenskomst for de gourmetslagtere, der arbejder i private slagterbutikker. Højere timeløn og flere muligheder for at holde fri er blandt nogle af nyhederne.
Forhandlingssekretær Mette Bisgaard og direktør i DSM, Leif Wilson, skriver under på OK25
Forhandlingssekretær Mette Bisgaard og direktør i DSM, Leif Wilson, skriver under på OK25

Selvom butiksoverenskomsten mellem Danske Slagtermestre (DSM) og Fødevareforbundet NNF faktisk først udløber 1. april, kunne parterne natten til torsdag den 20. marts skrive under på en ny overenskomst for de privatansatte gourmetslagtere.

Forliget bygger på de øvrige forlig, som Fødevareforbundet NNF og resten af arbejdsmarkedet har indgået i forbindelse med OK25.  

Ganske afgørende så får vores medlemmer ude i slagterbutikkerne mulighed for at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.
- Forhandlingssekretær Mette Bisgaard

- Timelønnen stiger, og det samme gør lærlingenes løn. Vi har også fået en stigning på fritvalgsordningen og pensionsordningen, forklarer forhandlingssekretær Mette Bisgaard, og fortsætter:

- Og ganske afgørende så får vores medlemmer ude i slagterbutikkerne mulighed for at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Godt forhandlingsforløb

Næstformand og chefforhandler for Fødevareforbundet NNF Jim Jensen er glad for, at forhandlingerne er forløbet så godt:

- Når vi er færdige med forhandlingerne ”før tid”, så siger det jo noget om, at det har været et godt og effektivt forhandlingsforløb. Vi har udvist forståelse for hinandens ønsker og krav, og derfor har vi relativt hurtigt kunne finde et godt forhandlingsresultat, som vi begge er tilfredse med, konstaterer Jim Jensen, og uddyber:

Overenskomsten skal skabe rammerne for, at DSM’s medlemsvirksomheder kan udvikle sig i fremtiden
- Næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen

- I forhandlingerne med DSM har vi siddet overfor nogle ansvarlige arbejdsgivere, som vi på lange stræk deler mål med. Vi er således helt enige om, at overenskomsten skal skabe rammerne for, at DSM’s medlemsvirksomheder kan udvikle sig i fremtiden, og at det skal ske på en måde, så de med gode og ordnede arbejdsforhold kan fastholde og tiltrække arbejdskraft.

Fødevareforbundet NNF forventer, at resultatet bliver sendt til afstemning blandt medlemmerne i slutningen af april.