Foto af Ursula Bach
Medlemsinfo

Slip for transport og venteværelset. Nu kan du komme til lægen online

Har du din pension i PensionDanmark, kan du nu komme til læge, psykolog og fysioterapeut online om aftenen via din sundhedsordning. Se alle dine muligheder her.

Når du har din pensionsopsparing i PensionDanmark, er du omfattet af en sundhedsordning. Den giver dig mulighed for at komme til både læge, psykolog og fysioterapeut via en videokonsultation.

Du sparer både tid og transport, og så er der længe åbent.

  • Online læge: Lægerne i Online Læge kan hjælpe med de fleste ting, som din egen læge hjælper med. De kan svare på spørgsmål om dit helbred og sygdomme, sende dig videre til undersøgelse og i nogle tilfælde forny recepter.

    Har du børn, der endnu ikke er fyldt 15 år, kan de også få hjælp.

  • Online Psykolog: Der kan være mange grunde til at tale med en psykolog. For eksempel hvis du føler dig presset på arbejdet eller derhjemme. Regn med, at samtalen kan tage op til 45 minutter.

  • Online Fysioterapi: Fysioterapeuten undersøger dig og spørger ind til dine smerter, og hvordan de er opstået. På videoen kan du forklare, hvor og hvordan det gør ondt.

    Fysioterapeuten hjælper dig med øvelser. I laver dem sammen, så du er helt sikker på, hvad du skal gøre, når du bagefter laver øvelserne selv.

Online-konsultation med længe åbent

Videosamtalerne er fortrolige og foregår via PensionDanmarks app eller hjemmesiden pension.dk. I Online Læge og -Psykolog er der åbent alle hverdage kl. 8-21, mens der i weekenden og på helligdage er åbent kl. 9-17.

Du booker selv tid via hjemmesiden pension.dk eller PensionDanmarks app. Ofte kan du få en tid samme dag.  

I Online Fysioterapi er der åbent alle hverdage kl. 8-18 (onsdage kl. 9.15-18). I det tidsrum har du også mulighed for at kontakte PensionDanmarks erfarne behandlingsrådgivere, som sammen med dig vurderer dit behov, yder rådgivning og kan hjælpe med at booke tid mv. Ring på tlf.: 7010 0806.

Læs mere om mulighederne i din sundhedsordning på pension.dk/sundhed eller i PensionDanmarks app.  

Sundhedsordning gennem Industriens Pension

Hvis du har din pensionsopsparing i Industriens Pension, kan du logge ind på Min side og se, om du er omfattet af sundhedsordningen.

Du vil typisk have en sundhedsordning, hvis det er aftalt direkte mellem din arbejdsgiver og Industriens Pension.

Hvis du har en sundhedsordning, kan du ringe på tlf.: 70 33 20 50 mandag til fredag fra kl. 8.00-21.00 for at få tid til en behandling.

Det er muligt at få behandling inden for 48 timer og typisk inden for en radius på 15 kilometer.

Du kan også få lavet en sundhedsprofil, som giver dig gode råd til, hvordan du holder dig sund og rask.

Læs mere om sundhedsordningen, og hvordan din arbejdsgiver kan tegne en sundhedsordning for dig og dine kolleger på industrienspension.dk.