Foto af Rune Evensen
Nyhed

OK25: Nu starter Fødevareforbundet NNF’s forhandlinger med DI

Tirsdag formiddag lød startskuddet for overenskomstforhandlingerne mellem Fødevareforbundet NNF og DI. Nu begynder arbejdet med at sikre stærke OK25-overenskomster for medlemmerne på industriområdet.
OK25 er nu for alvor skudt i gang, og forude venter mange timers hårdt arbejde, hvor Jim Jensen og resten af forhandlingsudvalget fra Fødevareforbundet NNF vil kæmpe for at lande de bedste overenskomster for vores medlemmer.
OK25 er nu for alvor skudt i gang, og forude venter mange timers hårdt arbejde, hvor Jim Jensen og resten af forhandlingsudvalget fra Fødevareforbundet NNF vil kæmpe for at lande de bedste overenskomster for vores medlemmer.

Ventetiden er forbi.

For i et mødelokale i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København blev der tirsdag den 21. januar taget et afgørende første skridt. 

Klokken 11 satte Fødevareforbundet NNF sig for første gang ved forhandlingsbordet med DI. Det er en længe ventet dag, som markerer begyndelsen på de vigtige OK25-forhandlinger.

- Vi har glædet os til i dag. Den er startskuddet til nogle afgørende forhandlinger. Nu er vi i gang, og det er stort, men det er også nu, at det hårde arbejde begynder, siger Jim Jensen, næstformand og chefforhandler i Fødevareforbundet NNF.

Masser af gåpåmod

Hen over efteråret har medlemmer fra hele landet bidraget med deres ønsker til OK25-forhandlingerne, og det styrker forbundets position ved forhandlingsbordet.

- Vi går til forhandlingerne velforberedte og med masser af gåpåmod. Vi har fået rekordmange ønsker og krav ind fra vores medlemmer. Det er en enorm styrke, og derfor går vi til opgaven med stor optimisme, fortæller Jim Jensen. 

Men han påpeger også, at det er en usikker tid at skulle forhandle i:

- Bagtæppet for forhandlingerne er desværre globale spændinger, krige og en nyindsat amerikansk præsident, som vi ikke ved, hvad kan finde på. Selvom omdrejningspunktet naturligvis er det danske arbejdsmarked, så har vi tidligere set, hvordan begivenheder ude i verden har direkte betydning for vores medlemmers arbejdspladser og beskæftigelse. 

Målet er selvstændige forlig

Det er ikke kun medlemmerne i Fødevareforbundet NNF, der i disse dage har sendt deres forhandlere i byen med krav og ønsker. Størstedelen af det private arbejdsmarked skal i løbet af de kommende uger eller måneder blive enige om lønmodtagernes løn- og ansættelsesforhold.

Og Jim Jensen lægger ikke skjul på, hvad målet for forhandlingerne er:

- Vi går ind til forhandlingerne med ét klokkeklart fokus: At sikre de bedste vilkår for vores medlemmer. Og derfor er målet for os at indgå selvstændige forlig på alle områder.

Fødevareforbundet NNF skal forhandle tre overenskomster med DI: Slagterindustrioverenskomsten, overenskomsten på det fødevareindustrielle område og mejerioverenskomsten. Derudover skal forbundet forhandle overenskomster på plads med Dansk Erhverv og Danske Slagtermestre.