Omkring 186.000 ansatte i transportbranchen skal have ny overenskomst.
Onsdag den 8. januar mødes 3F Transport og DI til første forhandlingsmøde om den nye overenskomst – også kaldet ”Transportforliget”.
På lønmodtagersiden er det formand for 3F Transport, Jan Villadsen og forhandlingssekretærer Flemming Overgaard og Karsten Kristensen, der forhandler.
De sidder over for DI's viceadministrerende direktør Kim Graugaard og vicedirektører Niels Grøn og Christoffer Thomas Skov, som repræsenterer arbejdsgiverne.
Vi håber, at parterne får et godt forløb og lander nogle gode resultater.
Forhandlingerne bliver fulgt med spænding af Fødevareforbundet NNF’s forbundsnæstformand og chefforhandler Jim Jensen:
– God fornøjelse til 3F Transport og DI. Vi håber, at parterne får et godt forløb og lander nogle gode resultater, siger han.
Et forlig med stor betydning for Fødevareforbundet NNF
”Transportforliget” har stor betydning for Fødevareforbundet NNF’s overenskomstforhandlinger.
På transportområdet aftales alle lønsatser nemlig i overenskomsten, og den enkelte medarbejder har efterfølgende kun ret til at forhandle sig til for eksempel personlige tillæg. Det kaldes også et ”normallønsområde”.
– En stor del af overenskomsterne i Fødevareforbundet NNF er omfattet af normalløn, og derfor har forhandlingerne om transportforliget stor betydning for os, siger Jim Jensen.
Gode aftaler for medlemmerne
OK25 blev officielt skudt i gang mandag den 6. januar, da CO-Industri og DI mødtes til den første forhandling om en overenskomst for ca. 230.000 privatansatte i industrien.
Industriforliget, der også bliver kaldt for "gennembrudsforliget", indeholder i modsætning til ”Transportforliget” kun den minimale lønramme. Derefter skal lønmodtagere og arbejdsgivere lokalt aftale yderligere lønstigninger.
Vi er så klar til at forhandle nogle gode aftaler, der er til gavn for vores medlemmer..
Når både ”Gennembrudsforliget” og ”Transportforliget” er på plads, kan Fødevareforbundet NNF’s forhandlinger for alvor komme i gang, og det glæder Jim Jensen sig til:
– Vi er så klar til at sætte os over for arbejdsgiverne og forhandle nogle gode aftaler, der er til gavn for vores medlemmer, siger han.
I alt skal der under OK25 indgås nye overenskomster for 850.000 privatansatte lønmodtagere.
Tidslinje: Sådan foregår OK25
I 2025 skal Fødevareforbundet NNF’s overenskomster og de øvrige overenskomster på det private arbejdsmarked fornyes.
Sådan kommer det til at foregå:
Forhandlingerne indledes
Mandag den 6. januar mødes CO-Industri og DI til de første forhandlinger om en ny overenskomst for industrien.
”Gennembrudsforlig”
Forhåbentlig bliver CO-Industri og DI enige om et nyt overenskomstforlig for industrien. Det kaldes også ”Gennembrudsforliget”, fordi det sætter rammen for de andre overenskomster, der skal forhandles ved OK25 – herunder Fødevareforbundet NNF’s overenskomster.
”Transportforliget”
”Transportforliget” forhandles mellem 3F Transport og DI. Det omfatter ansatte på transportområdet som fx chauffører, havnearbejdere og lager- og terminalarbejdere.
”Transportforliget” sætter ligeledes rammen for de øvrige overenskomster, der skal forhandles.
Fødevareforbundet NNF’s forhandlinger
Når ”Gennembrudsforliget” og ”Transportforliget” er på plads, kan Fødevareforbundet NNF begynde sine overenskomstforhandlinger med fx DI om nye overenskomstforlig for slagteriindustrien og fødevareindustrien.
”Mæglingsforslaget”
Fødevareforbundet NNF’s nye overenskomstforlig og alle de andre indgåede forlig samles i én fælles pakke. Hvis der er på nogle områder er nedbrud i forhandlingerne, vil Forligsinstitutionen lave et bud på en aftale for dem.
Hele pakken - 'Mæglingsforslaget' - sendes derefter til urafstemning blandt lønmodtagere og arbejdsgivere.
Resultatet afsløres
Hvis et flertal blandt både lønmodtagere og arbejdsgivere stemmer 'ja', træder de nye overenskomster i kraft.
Er der derimod en part, hvor flertallet stemmer 'nej', kan der udbryde konflikt - altså at medarbejderne strejker, eller at arbejdsgiverne lock-outer dem.