Når vi ikke kan tale samme sprog på jobbet, bliver det sværere at gå på arbejde.
Risikoen for misforståelser, fejl og ulykker stiger nemlig, hvis udenlandske kollegaer ikke kan dansk. Det mener 78 % af danskerne i en ny undersøgelse, som analysefirmaet Nordstat har lavet for Fødevareforbundet NNF.
Det stresser også de erfarne kollager, når de skal sidemandsoplære ikke-dansktalende kollegaer, mens produktionen kører på højtryk.
– Det giver store udfordringer i både produktionen og fællesskabet, når arbejdsgiverne ikke sikrer, at udenlandske kollegaer kan tale og forstå dansk. Det hører jeg fra flere af vores tillidsrepræsentanter rundt i landet, siger Ole Wehlast og fortsætter:
– Der er ingen tvivl om, at fødevareindustrien i Danmark har brug for de udenlandske kolleger og deres indsats. Men vi er nødt til at tage udfordringerne alvorligt. Derfor har vi en klar opfordring til politikerne: Danskundervisning i arbejdstiden skal være et lovkrav.
”Et kæmpe problem ved båndene”
En af dem, som oplever udfordringer med kollegaernes manglende danskkundskaber, er Carl Hansen, som er arbejdsstudietillidsrepræsentant hos Danish Crown i Skærbæk.
Det betyder noget, at vi kender hinanden, men det er svært, når kollegaerne ikke forstår eller taler dansk.
På slagteriet er 25-30% af kollegaerne fra udlandet, og det giver både praktiske og sociale udfordringer i hverdagen:
– For os er det et kæmpe problem ved båndene. Der er fuld knald på, og vi skal nå nogle mål, men vi står samtidig med ansvaret for sidemandsoplæring og for at forklare reglerne – og det er stressende, siger Carl Hansen.
De manglede danskkundskaber kan også mærkes i det kollegiale fællesskab:
– Det er svært at forklare de udenlandske kollegaer om feriepenge og NemID, men det er endnu sværere, når vi ikke kan snakke om hverdagen – om man var til fodbold med sit barn eller så en film i fjernsynet dagen før. Det betyder noget, at vi kender hinanden, men det er svært, når kollegaerne ikke forstår eller taler dansk, siger Carl Hansen.
Politisk opbakning til lovkravet
Én af de politikere, som har lyttet til ønsket om danskundervisning i arbejdstiden, er SF’s formand Pia Olsen Dyhr:
– Virksomheder, der vil ansætte arbejdskraft uden for EU, skal forpligtes til at sikre danskundervisning i arbejdstiden – og det skal være obligatorisk for medarbejderne at deltage. Det skal gælde alle brancher. Alle jobtyper. Ufaglærte og højtuddannede. Danske og internationale virksomheder. Alle, der vil være en del af Danmark, skal lære dansk. Punktum, skrev Olsen Dyhr i en fælles kronik med Ole Wehlast i oktober.
Hun har derfor lovet, at SF frem mod folketingsvalget og efter vil arbejde for, at det bliver et krav til arbejdsgiverne at lære udenlandske medarbejdere dansk.
Faktaboks: Her er tallene bag analysen
Undersøgelsen er gennemført af Norstat Danmark A/S for Fødevareforbundet NNF.
Data er indsamlet i perioden 13.- 26. juni 2025 og analyseret af vælgeranalytiker Sune Steffen Hansen.
Data er indsamlet via webinterview blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på 2.087 respondenter i alderen 18 år og derover. Resultaterne er vægtet efter køn, alder, uddannelse og region, så de afspejler befolkningen som helhed.