Artikel

OK25 er vedtaget: Se, hvornår forbedringerne træder i kraft

Højere løn og tillæg og flere procenter i pension og på fritvalgsordningen. De nye overenskomster indeholder en lang række forbedringer. Her får du overblik over, hvornår forbedringerne i din overenskomst træder i kraft.

81 % af lønmodtagerne har stemt ja til OK25. Det betyder, at aftalerne i de mange forlig mellem Fødevareforbundet NNF og arbejdsgiverorganisationerne nu bliver til virkelighed.

Det gælder fx retten til at holde barnets 3. sygedag, muligheden for at holde børnebørnsomsorgsdage og retten til at holde fri for at ledsage nærtstående familiemedlemmer til læge eller lignende.

De fleste aftaler træder i kraft med tilbagevirkende kraft pr. 1. marts 2025 – men ikke alle. Fx træder de ændrede barselsregler, der giver to ugers ekstra orlov, først i kraft for børn født/modtaget den 1. juni 2025 eller senere.

Her får du et overblik over, hvornår forbedringerne i din overenskomst træder i kraft.

Slagterindustri & fødevareindustri

  • Timelønnen stiger 5,00 kr. pr. 24. februar 2025
  • Arbejdsgiverens pensionsbidrag hæves med 1 % d. 28. april 2025
  • Genetillæg forhøjes med 3,5 % pr. 28. april 2025
  • Overtidsbetaling forhøjes med 3 % pr. 28. april 2025

Se, hvornår stigninger i 2026 og 2027 træder i kraft på OK25 - Slagterindustri og på OK25 - Fødevareindustrien 

Mejeri

  • Timelønnen stiger 5,00 kr. pr. 1. marts 2025
  • Lønnen til lærlinge stiger 4 % d. 1. maj 2025
  • Arbejdsgiverens pensionsbidrag hæves med 1 % d. 1. maj 2025
  • Genetillæg forhøjes med 3,5 % den 1. maj 2025

Se, hvornår stigninger i 2026 og 2027 træder i kraft på OK25-Mejeriområdet

Produktionsoverenskomsten, Håndværksbageroverenskomsten, Coop & Horesta

  • Lønnen stiger 1. maj 2025 med kr. 601,00 om måneden
  • Løn til lærlinge stiger med 4 % pr. 1. maj 2025
  • Særlige tillæg stiger med 3,5 % pr. 1. maj 2025
  • Arbejdsgiverens pensionsbidrag forhøjes til 11 % pr. 1. maj

Se, hvornår stigninger i 2026 og 2027 træder i kraft på OK25 - Butiksområdet

Få svar på dine spørgsmål på OK25.nnf.dk

ok25.nnf.dk kan du blive klogere på din nye overenskomst.

Du kan også få svar på de mest stillede spørgsmål og finde protokollaterne.

Har du spørgsmål, kan du i første omgang tage fat i din tillidsrepræsentant. Ellers er vi klar til at hjælpe dig på tlf.: 38 18 72 72 eller mail: nnf@nnf.dk