Foto af Søren Zeuth (arkiv)
Nyhed

Mindeord: A-kassen stod ham særligt nær

Han var hovedkasserer i NNF fra 1988 til sin pensionering i 2002, men hans faglige løbebane startede allerede tilbage i 1969. Forbundsformand Ole Wehlast mindes Kristian Christensen
Kristian Christensen arkiv  - 50 aar 1989
Kristian Christensen arkiv - 50 aar 1989

Da der skulle vælges ny kasserer i Slagteriarbejderforbundets afdeling i Grindsted i 1969, kunne Kristian Christensen ikke deltage. Han var nemlig på arbejde i kogeriet på slagteriet i Grindsted. Men det afholdt ikke hans kolleger fra at vælge ham. Og posten som fritidskasserer blev første skridt i hans lange faglige karriere.

Få år efter, i 1972, blev han valgt til a-kassesekretær. Jobbet var i København, så sammen med sin familie hev han teltpælene op og flyttede til Sjælland. Dengang var de fleste kasserere fritidsfolk, og derfor indebar jobbet meget kørsel, og mange møder blev holdt hjemme hos folk i deres private hjem efter fyraften.

Da NNF blev stiftet i 1980, fik Kristian Christensen titlen som vicekasserer, og han spillede en stor rolle i arbejdet med at få samkørt forbundenes a-kasser og administrationssystemer. I 1988 avancerede han igen, da han på kongressen samme år blev valgt som hovedkasserer i NNF. En post han bestred, indtil han i 2002 faldt for forbundets daværende aldersgrænse for politisk valgte på 62 år.

Appetit på ny viden

Selvom posten som hovedkasserer indeholdt en lang række opgaver, der lå udenfor a-kassens regi, så var det ikke nogen hemmelighed, at a-kassen og a-kassearbejdet stod Kristians hjerte særligt nær. Da han tiltrådte som hovedkasserer i 1988, lovede han sig selv, at det a-kassearbejde, som han holdt så meget af, skulle følge med på lige fod. Men han måtte henad vejen slippe meget af det, fordi jobbet som hovedkasserer krævede hans fulde opmærksomhed.

Som så mange andre på den tid startede Kristian på arbejdslivet i en ung alder. Efter 7. kl. forlod han skolen, men selvom hans skoletid blev kort, så var hans nysgerrighed og hans appetit på ny viden stor. Forud for hans pensionering bragte ”NNF Arbejderen” et længere portræt af ham, og her løftede han sløret for, hvad han ville bruge den megen ekstra tid på. Han ville deltage i nogle af de aftenkurser og forelæsninger, som jobbet som kasserer ikke havde givet meget plads til:

- Man lærer utroligt meget gennem et livsforløb, for der ryger noget ind på tavlen hver dag. I hvert fald på min. For hvis man ikke vil lade sig inspirere af information og signaler, kan man ikke forholde sig til noget, men bliver et ensrettet menneske med en snæver livsopfattelse. Det vil jeg også fremover søge at undgå.

Det lykkedes i høj grad. Kristian var et godt menneske i ordets smukkeste forstand. Han var ordentlig og vellidt, og jeg ved, at han vil blive savnet af mange.

Tak tillidsmand!
Æret være Kristians minde.

Kristian Christensen bisættes fra Stenderup Kirke i Grindsted fredag den 20. september kl. 14:00