Godt nyt: Du sparer allerede op til din pension.
Når du er medlem af Fødevareforbundet NNF, sikrer din overenskomst, at der bliver indbetalt til din pensionsordning - typisk i PensionDanmark eller Industriens Pension.
Men hvis du gerne vil sikre dig selv endnu bedre og indbetale ekstra til din pensionsalder, så er der store fordele ved at indbetale til det pensionsselskab, hvor du allerede indbetaler til pension.
Derfor kan ekstra indbetalinger til dit pensionsselskab give store fordele:
- Du skal ikke betale ekstra i administration, fordi du allerede indbetaler til pensionsselskabet gennem din overenskomst. Industriens Pension og PensionDanmark har nogle af branchens laveste omkostninger pr. medlem.
- Pensionsselskabet investerer din opsparing for at skabe det højest mulige afkast i forhold til risikoen. Både Industriens Pension og PensionDanmark har historisk leveret meget attraktive afkast, der hører til blandt de højeste i branchen.
- Det giver et bedre overblik, når dine pensionspenge er samlet et sted.
- Ofte vil din virksomhed kunne indbetale pengene direkte fra din løn, så du slipper for besværet.
Overfør pengene fra banken
Har du en pensionsopsparing i banken, kan det derfor ofte være en fordel af overføre den til dit pensionsselskab.
Se, hvad ekstra indbetalinger betyder for dig
Selv små løbende ekstra indbetalinger kan i sidste ende få stor betydning på grund af mange års afkast og renters-rente-effekten. Og det er muligt, at det kan være det, som er med til at give dig den pensionstilværelse, som du går og drømmer om.
På dit pensionsselskabs hjemmeside kan du se, hvad du kan forvente at få udbetalt, når du går på pension. Og du kan se, hvad du kan få ud af at indbetale ekstra.
Hos Industriens Pension går du ind på industrienspension.dk og finder ekstraberegneren på ’Min side’.
Hos PensionDanmark logger du ind på din personlige side på pension.dk/beregner.
Søg rådgivning, inden du indbetaler ekstra
Det kan være en god idé at få rådgivning, før du træffer valg i forhold til din pension. Der kan nemlig være ting, du måske ikke er opmærksom på. Ved at kontakte medlemsrådgivningen i dit pensionsselskab får du mulighed for at træffe et valg på et oplyst grundlag.
Sådan indbetaler du ekstra til din pensionsopsparing
Du kan indbetale ekstra til Industriens Pension ved at logge ind på ’Min side’ på industrienspension.dk og til PensionDanmark ved at logge ind på pension.dk/indbetal-ekstra. Din arbejdsgiver kan også hjælpe dig med at gøre det.