Foto af MidJourney - AI
Nyhed

Danmarks Største Svendegilde: ”Det er megafedt, at os med en erhvervsuddannelse bliver hyldet”

Noah Laulund og næsten 100 andre nyudlærte fødevarearbejdere krydser lørdag landet for at blive fejret ved ”Danmarks Største Svendegilde”. Bag festen står Fødevareforbundet NNF Ungdom som har ét særligt håb for festens æresgæster.

Lørdag morgen ved syvtiden sætter slagter Noah Laulund sig i sin bil i Frederikshavn og kører den lange vej til København, hvor han er inviteret til et helt særligt arrangement.

Jeg glæder mig meget til at hilse på alle dem fra de andre uddannelser.
- Noah Laulund, slagter

Noah og næsten 100 andre fødevarearbejdere fra hele landet skal nemlig hyldes ved ”Danmarks Største Svendegilde” på Arbejdermuseet i København.

–  Jeg tror, det bliver en rigtig god aften, og jeg glæder mig meget til at hilse på alle dem fra de andre uddannelser, siger Noah Laulund, der blev udlært som slagter i december 2023.

Det er Fødevareforbundet NNF Ungdom, som har inviteret alle medlemmer, der blev udlært i 2022 og 2023, til ”Danmarks Største Svendegilde”.

Det er megafedt, at os med en erhvervsuddannelse også bliver hyldet.
- Noah Laulund, slagter

Noah kører selv turen fra Nordjylland, men i hele landet bliver medlemmerne samlet op i bus og kørt til hovedstaden, hvor de skal fejres med rundvisning på Arbejdermuseet, treretters festmiddag, taler fra ungdomslandsformand Cecilie Pedersen og forbundsformand Ole Wehlast, stand up og livemusik.

– Det er benhårdt, at fagforeningen tænker på os og viser det på den måde. Det er altid studenterne, man ser, når de afslutter deres uddannelse. Derfor synes jeg, det er megafedt, at os med en erhvervsuddannelse også bliver hyldet. Vi laver også et stykke arbejde, der er vigtigt for alle folks dagligdag, siger Noah.

Mødes på tværs af fag og alder

En anden, der skal fejres lørdag aften, er Katrine Egholm, som er ungdomsnæstformand i Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland og medlem af landsudvalget i Fødevareforbundet NNF Ungdom.

Vi kommer til at møde hinanden på tværs af fag, skoler og alder, og det lægger en god grobund for vores fremtidige fællesskab.
- Katrine Egholm, ungdomsnæstformand i Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland og medlem af landsudvalget i Fødevareforbundet NNF Ungdom

Da hun blev udlært i september sidste år, holdt hun ikke et svendegilde, men det har hun til gengæld haft mulighed for nu, da hun har været en del af planlægningsgruppen bag ”Danmarks Største Svendegilde”.

– Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi alle sammen skal fejres. Vi kommer til at møde hinanden på tværs af fag, skoler og alder, og det lægger en god grobund for vores fremtidige fællesskab. Jeg håber, at vi får en rigtig god aften, og flere får lyst til at deltage i vores ungdomsaktiviteter, siger Katrine Egholm.

Det er meget individuelt, hvornår og hvordan en erhvervsuddannelse afsluttes, og selv om skolerne ofte fejrer lærlingene med en fest eller middag, når de afslutter skoleforløbet, kan praktikken godt vare flere måneder efter.

Jeg håber, at medlemmerne får en oplevelse af, at de er en del af et større fællesskab.
- Cecilie Pedersen, ungdomslandsformand i Fødevareforbundet NNF

Mange lærlinge bliver derfor udlært på en ganske almindelig arbejdsdag.

– Det er en dag som alle andre, medmindre man selv gør noget for at fejre den. Derfor er det også fedt, at man kan se frem til det her kæmpestore fælles svendegilde, når man bliver færdig. Jeg håber, at det bliver en succes og kan være starten på en tradition, som man skal få så mange som muligt fra sit hold med til, siger Katrine Egholm.  

En del af et større fællesskab

Det er første gang at Fødevareforbundet NNF Ungdom afholder ”Danmarks Største Svendegilde”, og landsformand Cecilie Pedersen glæder sig til at give alle de nyudlærte medlemmer en god aften.

– Der er for lidt fejring og hyldest af erhvervsuddannelserne og alle de unge, der bliver faglærte. Vores medlemmer fortjener i den grad også at blive hyldet, og derfor har vi valgt at holde Danmarks Største Svendegilde for dem, siger Cecilie Pedersen og fortsætter:

– Jeg håber, at medlemmerne får en oplevelse af, at de er en del af et større fællesskab. At de går hjem med en følelse af stolthed – både over deres fag, sig selv og hinanden – og en følelse af at være betydningsfulde. De er nogle af de faglærte, som Danmark hungrer efter og kommer til at mangle tusindvis af i fremtiden.