Nyhed

OK23: To spor på vejen til ny overenskomst med COOP

- Vi ønsker i bund og grund bare, at vores medlemmer får samme udvikling i deres overenskomst, som det øvrige arbejdsmarked har fået. Men det ønske deler COOP desværre ikke, konstaterer næstformand i Fødevareforbundet NNF 

- Det er en helt utrolig frustrerende situation, men vi håber stadig på en løsning. 

Sådan lyder reaktionen fra næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen efter han fredag den 2. februar, sammen med bl.a. forbundsformand Ole Wehlast og andre repræsentanter fra Fødevareforbundet NNF, mødtes med repræsentanter fra FH, herunder næstformand Flemming Grønsund, for at diskutere mulige scenarier for de strandede OK23-forhandlinger med COOP. 

Siden marts 2023 har Fødevareforbundet NNF forsøgt at få fornyet overenskomsten for de bagere og slagtere, der er ansat i COOP. Men i efteråret måtte parterne smide i håndklædet i ringen, og forhandlingerne er nu overgået til hovedorganisationerne – det vil sige FH og COOP.

”Vores medlemmer skal bare have det samme som de andre”

Jim Jensen ærgrer sig over, at forhandlingerne med COOP er så fastlåste. Især fordi det overordnede billede af overenskomstfornyelsen i 2023 er et helt andet.

- Det er påfaldende, at det samlede private arbejdsmarked sidste forår kom i mål med stærke overenskomster, som fik stor opbakning fra både arbejdsgivere og lønmodtagere. Kun vores overenskomst med COOP hænger stadig. Og jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor netop slagterne og bagerne i COOP skal have mindre ud af OK23-fornyelsen end alle andre lønmodtagere, siger han, og fortsætter: 

Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor netop slagterne og bagerne i COOP skal have mindre ud af OK23-fornyelsen end alle andre lønmodtagere.
- Jim Jensen, næstformand Fødevareforbundet NNF

- Vi har samme forventninger til COOP, som vi har haft til alle andre arbejdsgivere. Men COOP virker fastlåste i deres beslutning om, at deres slagtere og bagere ikke skal følge med det øvrige arbejdsmarked. Ja, i virkeligheden kæmper de imod, at COOP’s bagere og slagtere skal have samme udvikling i overenskomsten, som de øvrige faggrupper indenfor COOP. COOP har nemlig indgået nye overenskomster med både HK og 3F. Så her har COOP altså accepteret den ramme, der blev lagt ved OK23. 

To spor herfra 

Men alt håb er ikke opgivet. Fødevareforbundet NNF arbejder fortsat på, at det bliver muligt at få en aftale med COOP i hus:

- Vi har trods alt forhandlet i mange måneder, og det er vores klare håb, at vi kan finde tilbage til nogle af de ting, vi har været enige om i løbet af forhandlingerne, og så bygge en overenskomstfornyelse på det. Hvis det lykkes, så skal forhandlingsresultatet naturligvis gennemgås og godkendes af vores forhandlingsudvalg. Vender de tommelfingeren op ad, skal aftalen sendes til afstemning blandt vores medlemmer, siger Jim Jensen. 

Hvis en aftale fortsat er udenfor rækkevidde, beskriver hovedaftalen mellem COOP og FH næste skridt; nemlig nedsættelsen af et sammenligningsnævn. Nævnet skal kigge på overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og COOP og sammenligne den med Fødevareforbundet NNF’s overenskomster med Dansk Erhverv. Denne proces sætter FH nu i gang. 

- Der er ingen tvivl om, at jeg håber, at vi kommer i mål med et selvstændigt resultat. Men tiden går, og vores medlemmer fortjener en afklaring på deres overenskomst. Derfor er jeg tilfreds med, at FH går i gang med forberedelserne til at nedsætte et sammenligningsnævn, fastslår Jim Jensen.