Den skulle være faldet på plads i foråret 2023, men først knap 1½ år efter er Fødevareforbundet NNF’s forhandlere og forhandlingsudvalg blevet enige med Coop om en ny overenskomst for de bagere og slagtere, der er ansat i Coop.
Resultatet minder i store træk om de øvrige overenskomster, der blev indgået i forbindelse med OK23.
FAKTABOKS
- Arbejdsgiverne betaler 2 % mere i pensionsbidrag og medarbejderen betaler 2 % mindre
- Fritvalgsordningen stiger med 2 %
- Lærlinge får også en fritvalgsordning
- Mulighed for at vælge lokale uddannelsesrepræsentanter
- Far/medmor får øremærket yderligere to ugers orlov med løn, og forældrene får herudover yderligere to ugers orlov med løn, der kan deles mellem dem. Det giver samlet set 36 ugers orlov med løn efter fødselstidspunktet.
Krista Hansen, der er tillidsrepræsentant i Coop og medlem af forhandlingsudvalget, er tilfreds med resultatet, og så er hun ikke mindst tilfreds med, at der nu endelig er et overenskomstresultat for hendes kolleger at tage stilling til:
- Det er superdejligt, at vi er i mål med en ny overenskomst. Det har mine kolleger fortjent. Vi har fået nogle fine forbedringer, fx en stigning på fritvalgsordningen på 2,3% og en omlægning af pensionsindbetalingen, så arbejdsgiverne nu betaler 2% mere og medarbejderen 2% mindre. Den manglende overenskomstfornyelse har forståeligt nok fyldt rigtig meget for mine kolleger, og jeg er glad for, at vi nu kan se fremad og koncentrere os om andre faglige problemstillinger.
Meget er lykkedes, men ikke alt
Selvom en af de store knaster, nemlig spørgsmålet om modregning, heller ikke blev løst i denne omgang, er forhandlingssekretær Mette Bisgaard også tilfreds med resultatet. Som ved de tidligere overenskomstforhandlinger har Fødevareforbundet NNF kæmpet for at få fjernet arbejdsgiverens ret til at modregne. Men Coop har ikke været til at rokke:
- Vi har kæmpet en brav kamp for få fjernet arbejdsgiverens ret til at modregne de overenskomstmæssige lønstigningerne i medlemmernes løn. Men eftersom modregning ikke har været et element, der er blevet taget op af resten af arbejdsmarkedet i forbindelse med OK23, så har vi måtte acceptere, at vi ikke har kunnet få Coop til at opgive denne ret. Jeg vil dog gerne minde vores medlemmer om, at de kan kræve en lønsamtale, hvis Coop ønsker at benytte modregning, understreger forhandlingssekretær Mette Bisgaard.
Til gengæld kunne arbejdsgiverne ikke komme udenom at lade de forskellige forbedringer træde i kraft med tilbagevirkende kraft. Det gælder ikke blot løndelene, men fx også de forbedrede barselsvilkår.
Et – for – langtrukkent forløb
Selvom efterreguleringen kan være et plaster på såret for de medlemmer, der har ventet i knap 1½ år på at få fornyet deres overenskomst, så lægger næstformand i Fødevareforbundet Jim Jensen ikke skjul på, at forhandlingsforløbet med Coop har været frustrerende:
- Når forandringens vinder blæser, så kan det være svært at nå et forhandlingsresultat. Og man må sige, at det har været nogle stormfulde og turbulente år for Coop. Selvom stormen måske ikke helt er løjet af endnu, så vil jeg gerne på Fødevareforbundet NNF’s vegne kvittere for, at vi nu har fået en ny overenskomst for Coop’s slagtere og bagere i hus. Den har været længe ventet.
Næste skridt er at få afstemt forhandlingsresultatet.
Afstemningen bliver digital og går i gang fredag den 23. august kl. 12:00. Alle Fødevareforbundet NNF’s medlemmer på overenskomsten vil modtage stemmemateriale på mail. Sidste frist for at stemme er torsdag den 12. september kl. 16:00. Den 13. september bliver det offentliggjort om medlemmerne har fået en ny overenskomst, eller om forhandlerne skal tilbage til forhandlingsbordet.
Et enigt forhandlingsudvalg samt Fødevareforbundet NNF's hovedbestyrelse bakker op om resultatet og anbefaler medlemmerne at stemme Ja.