Efter et par forhandlingsrunder lykkedes det tirsdag den 14. marts 2023 forhandler for Fødevareforbundet NNF, Mette Bisgaard, og forhandler for Horesta, Karina Lafrenz, at skrive under på en ny 2-årig overenskomst.
Blandt forbedringerne er:
- Minimumslønstigning på 9,- kr. i timen i perioden (med mulighed for lokal lønforhandling)
- 2 % forhøjelse af den særlig opsparing (fra 7 % til 9 %)
- Ændret pensionsindbetaling. Arbejdsgiver indbetaler 11 %, og medarbejderen indbetaler 1 %
- Nye regler og rammer vedr. natarbejde – herunder særlige regler for gravide
- Yderligere fire uger øremærket barsel med løn. To uger til far/medmor og to til deling.
Overenskomsten er en såkaldt minimumsoverenskomst, og derfor er lønstigningen lidt lavere end de øvrige forlig, som Fødevareforbundet NNF har indgået. Til gengæld er der efterfølgende mulighed for lokal lønforhandling.
Økonomisk løft til medarbejderne
Mette Bisgaard er særdeles tilfreds med resultatet:
- Det har været nogle rigtig gode forhandlinger. Jeg vil faktisk gerne rose arbejdsgiverne for at være imødekommende. Tidligere år har vi måttet opgive forhandlingerne, og vi er blevet omfattet af mæglingsforslaget. Men denne gang har en række konstruktive forhandlinger ledt frem til et stærkt forhandlingsresultat, konstaterer Mette Bisgaard.
Hun er særligt tilfreds med forhøjelsen af den særlige opsparing, og den ændrede pensionsindbetaling, som sammen med lønstigningen, vil sikre medlemmerne et fornuftigt økonomisk løft.