Nyhed

OK23: Godt med styrket af akkordsystem: – Det trængte vi til

Afstemningen om OK23 er i gang. Talsmand hos Danish Crown i Herning Steffen Jørgensen stemmer ja til den nye overenskomst, hvor han især er glad for et styrket akkordsystem.

Det er tid til at stemme om den nye to-årige overenskomst, som Fødevareforbundet NNF og Dansk Industri er blevet enige om på slagterindustriområdet. Forliget er præsenteret for alle tillidsrepræsentanterne, og vi har spurgt talsmand hos Danish Crown Herning Steffen Jørgensen, hvad han mener om det.

Hvad er du særlig glad for i den nye overenskomst?

Jeg arbejder selv på akkord, så jeg er særlig glad for styrkelsen af akkord-systemet. Timelønnen har været ved at udligne akkordsatsen, så vi trængte til det.

Hvad er dit overordnede indtryk?

Jeg synes, at det er et godt forlig. Jeg er også glad for de to procent, som arbejdsgiveren skal betale mere ind på pensionen, mens vi selv skal betale to procent mindre. Og de to procent mere på fritvalgskontoen om året (pr. 26. februar 2024, red.). Man kan sige, at det lidt er en skjult lønstigning.

Hvordan ser du din rolle nu i forhold til kollegerne?

Vi skal hjem og have folk til at stemme. Det er vigtigt, at de giver deres mening til kende. Jeg håber selv, at det bliver et ja, men det vigtigste er, at folk får stemt, og det vil jeg opfordre alle til.

STEM VIA DIN TILLIDSREPRÆSENTANT

Når du arbejder på et slagteri, får du udleveret en stemmeseddel hos din tillidsrepræsentant.

På ok23.nnf.dk kan du blive klogere på de forskellige forlig og reglerne for afstemningen. Du kan også læse svar på de mest stillede spørgsmål og finde protokollaterne.