Thomas Hansen har arbejde på slagteriet i Rønne i 24 år, og han har været tillidsrepræsentant for sine kolleger siden april 2013. Han blev genvalgt til forhandlingsudvalget for slagterindustrioverenskomsten på Fødevareforbundet NNF’s kongres i 2021, og det er tredje gang, at Thomas er en del af forhandlingsudvalget.
Hvordan har du det med at være en af dem, der forhandler overenskomst?
- Jeg føler mig meget privilegeret over at være blevet valgt på kongressen til forhandlingsudvalget. Jeg sætter en ære i at levere på det mandat. Det er en utrolig vigtig opgave at værne om den danske model og vores overenskomst. Vi må ikke glemme, at det er den, der sætter rammerne for vores kollegers arbejdsliv.
- For mig er det vigtigste at sikre en god løn samt ordentlige arbejdsforhold for alle. Her vægter tryghed, arbejdsmiljø og samarbejde også rigtig højt.
Hvordan har du forberedt dig?
- Jeg er så heldig, at det er tredje gang, at jeg er med til overenskomstforhandlingerne, så jeg har en del erfaring med i bagagen. Hertil kommer naturligvis min forhandlingserfaring som tillidsrepræsentant for kollegerne på slagteriet i Rønne.
- Samtidig bruger jeg en del tid mellem overenskomstforhandlingerne på at vedligeholde min viden om overenskomsten og det øvrige arbejdsmarked. I vores forskellige tillidsrepræsentantsnetværk har vi en løbende dialog om de forskellige overenskomstforhold, og det betyder at vi hele tiden er opdateret på overenskomsten.
- Noget af det vigtigste er dog, at mine gode kollegaer hjemme på slagteriet kommer løbende med input til de næste forhandlinger. Det er supervigtigt for hele tiden at have en finger på pulsen.
Hvilke forventninger har du til forløbet?
- Jeg håber, at forhandlerne på begge sider af bordet vil være tro mod vores system og respektere de forskelligheder begge parter kommer med. Det er ikke mindst vigtigt, fordi OK23 nok bliver nogle af de sværeste forhandlinger, vi har haft i mange år. Inflation og krig i Europa betyder, at vores kollegaer ønsker deres købekraft tilbage. Jeg håber derfor, at transportområdet, som sætter rammerne for normallønsområdet, forhandler et godt resultat hjem, som vi så kan læne os op ad.
- I mange år har vores indtjening på akkordsystem været under pres. Derfor er det utrolig vigtigt for mig, at de overenskomststigninger, som vi forhandler hjem, rent faktisk er kommet til udbetaling, når overenskomstperioden er slut.
- Én ting er i hvert fald helt sikkert: Jeg vil gøre mit bedste for, at kollegaerne får et så godt resultat som overhovedet muligt.