Bagerne og slagterne i COOPs butikker mangler fortsat at få fornyet deres overenskomst. To gange har forhandlingsudvalget været indkaldt til forhandlinger med COOP, men tirsdag den 23. maj måtte parterne opgive at nå til enighed.
- Vi er ikke enige om, hvad der skal til for, at vores medlemmer på den her overenskomst får samme vilkår, som lønmodtagerne på det øvrige arbejdsmarked har fået, forklarer Mette Bisgaard, der er forhandlingssekretær for butiksområdet i Fødevareforbundet NNF.
Hun håber dog stadig på, at det er muligt at blive enige om en ny overenskomst:
- Vi er endnu ikke klar med en plan for, hvordan vi kommer videre med forhandlingerne. Om vi prøver igen i eget regi, eller om vi skal hente hjælp ind ude fra. Men målet er fortsat at få en ny overenskomst på plads til gavn for vores medlemmer.
Overenskomsterne med COOP og Brugsens Arbejdsgiverforening er de sidste af Fødevareforbundet NNF's overenskomster, der mangler at falde på plads, i forbindelse med OK23.